Hvilken styring skal sættes i stedet?

Det er ikke første gang, at et parti har foreslået en ny styring. Det har heddet mange ting gennem tiden; regelsanering, regelforenkling, afbureaukratisering, ny styring, mv. Nu hedder det et opgør med kontrol.

Men der er momentum og det er nu, at der skal smedes. Derfor er det samtidigt det bedste tiltag, der er set længe. Overskriften er rigtigt og præcist framet – det er rettet mod en omfattende kontrol, som har vidt forskellige motiver bag sig.

Jeg ser Socialdemokraternes udspil som en samlet anerkendelse af, at skal vi som fagprofessionelle skabe langt større værdi for mange mennesker i vores samfund, som igennem sit liv ikke kan undgå at støde ind i problemer, så kræver det et meget stort opgør – at vi gør op med en masse meningsløs styring. Mange konstellationer er blevet voldsomme dyre og usammenhængende. Vi bruger overordnet en meget stor del af vores tid forkert. Det maser vores gode arbejdsmiljø. Det kompromitterer grundlæggende vores kerneopgaver.

På beskæftigelsesområdet er det helt sort. Kategorierne er blevet så mange og så differentierede, at stort set al tiden går med en afklaring inden for mange forskellige bestemmelser, kriterier og ydelser frem for at arbejde direkte med borgeren, så borgeren kommer i arbejde eller uddannelse. Tænk, den værdiskabelse måler man faktisk ikke på i dag.

På børneområdet har vi ikke tid til at gøre børn og forældre til deltagere i deres egen sag pga. dokumentationskrav og opgaver, som primært computeren kræver. Det betyder, at vi langt fra kan skabe forandring for børnene. De møder teknokrater og stressede tomme blikke frem for at møde et menneske, der er til rådighed. Som familieplejekonsulenterne siger: Det er jo ikke papirarbejde, der får en anbringelse til at fungere.

På psykiatriområdet skal man hele tiden registrere sine ydelser for at fastholde finansieringen af sin egen stilling. Det er en uhensigtsmæssig økonomistyring, som har mange bivirkninger. Kun sundhedspersonale kan registrere ydelser og mange ydelser tæller ikke med mindre, der er tale om reel `konfrontationstid´. Vi kan finde en langt mere begavet måde at styre på.

På skoleområdet ser vi lignende dårlige måder at styre på. En af de mest frustrerende opgaver i folkeskolen lige nu er arbejdet med læringsplatforme. Her foregår et omfattende dokumentationsarbejde, som meget få lærere mener gør undervisningen bedre.

Listen kunne fortsættes med læger, sygeplejersker, psykologer, SOSU-assistenter, mv.

Det er forklaringen på offentligt ansattes enormt pressede arbejdsmiljø. Det er faktisk – vil jeg mene – også kilden til, at ytringsfriheden på mange måder er under et kæmpe pres. Får vi gjort op med de mange negative spiraler, som denne kontrol indebærer, så vil min påstand være, at så kommer vi meget af det pres på ytringsfriheden, der findes i dag, til livs.

Det store og svære spørgsmål er imidlertid – hvad sætter vi i stedet? Hvilken ny styring skal vi foreslå? Her skal fagbevægelsen se at komme i gear og producere et samlet forslag til en bedre styring, fordi vi er konsekvenseksperterne ude i yderste led. Vi skal være løsningsorienterede og overblikke den samlede styring. For hverken partier, ministerier eller styrelser har svarene. Det skal vi hjælpe hinanden med! Vi har faktisk arbejdet med det i Dansk Socialrådgiverforening de seneste to år. Vi har derfor forslag til nogle forsigtige men alligevel solide greb. To af dem kommer her.

1. Vi ser et stort håb i at begynde at styre på outcome, dvs. på hvad borgerne reelt får ud af samarbejdet med os, dvs. selve indsatsen omkring dem frem for at styre kvantitativt på proces, som ikke fremmer kvalitet. Procesreguleringen har derfor i forlængelse af Mette Frederiksens signal også nået sin endestation.

Forestil jer, hvis vi styrede på outcome på tværs af alle store velfærdsområder og at tiden vi bruger i dag til en meget stor del af dokumentationen blev vekslet til relationelt og håndholdt arbejde. Hold k… vi ville kunne rykke mennesker til et helt andet niveau og det ville være den egentlige begyndelse på vidensbaseringens æra. Det ville også stille nye krav til fagprofessionelle. Vi ville skulle modtage kritik på vores arbejde tæt på og kontinuerligt, men det er jo en central værdi i vort etiske kodeks.

2. Det, som man skal sætte i stedet for, er at bygge styringen op omkring relationer i socialt arbejde – på alle store velfærdsområder. Det kræver nye værktøjer til at styre på kvalitet og at validere kvalitet tæt på borgerne. Nogle af dem findes, nogle er på vej og andre skal opfindes på ny. Hvis vi i stedet for begynder at styre på kvaliteten i relationerne og det faktiske outcome, så vil der både være kvalitet og råd til velfærd på den lange bane.

Der er ingen tvivl om, at vi er nødt til at handle nu, fordi vi nærmer os en afgrund pga. stigende efterspørgsel, en ekstrem tidskrævende regulering og samtidigt faldende ressourcer. Det drejer sig om at udvikle en egentlig vision for udviklingen af den offentlige sektor. Det drejer sig om at fremtidssikre velfærden. Det drejer sig om at udvikle professionernes arbejde.

Mit spørgsmål til alle interesserede her er: Hvordan er styringen besværlig og en dårlig investering på dit område og i din funktion? Hvilken styring skulle træde i stedet for? Kom med forslagene og idéerne! Lad os nu smede i fællesskab, mens jernet er varmt. Du kan også ringe til mig – vi er flere, der lige nu danner alliancer til at mobilisere forslag til en ny styring og vi er interesseret i at høre fra alle, der vil bidrage. Jeg træffes på mobil 51 52 07 59.

Hvis du besvarer dette indlæg, så hav venligst i tankerne, hvad du ser som styring af hensyn til økonomien og hvad du ser som andre rationaler bag styringen. Det kan fx være for at skabe statistik, for at sikre minimumsstandarder eller andet.

Den gode historie: En hyldest til god ledelse og en stærk faglig kultur

Her kommer den første gode historie i socialt arbejde. Der skal gives stemme til de fagprofessionelle og det gør jeg her og på min Facebookprofil hver fredag eftermiddag. Der er så mange gode historier derude, der skal frem – for det er en anden men vigtig kilde til at inspirere og at forbedre indsatserne.

Her kommer den – den er en hyldest til god ledelse og til gode faglige miljøer. God weekend!

“Jeg startede pr. 1. september i Familieafdelingen i Allerød Kommune. Jeg er ansat som socialrådgiver med koordinatorfunktion i handicapteamet, hvor der arbejdes med børn og unge under 18 år med nedsat funktionsniveau. Jeg ved godt, at jeg endnu ikke har været i denne stilling særligt længe – men førstehåndsindtrykket siger ofte meget!😉

Jeg er tiltrådt en ny funktion som koordinator i handicapteamet – noget jeg i mit arbejdsliv ikke tidligere har prøvet. Det er spændende og udfordrende på samme tid – og en smule hektisk i en verden, der aldrig står stille.

Jeg har fornøjelsen af nogle gode socialrådgiverkolleger samt et administrativt team, der alle løfter i flok. Jeg oplever en god og uhøjtidelig stemning på arbejdspladsen.

Der blev ved min ansættelse ikke lagt skjul på, at der venter hårdt arbejde forude i forhold til sagsarbejde, besøg fra revisionen, lovgivning, serviceniveau og retningslinjer, der skal efterleves, osv. (Noget der selvfølgelig hele tiden har været der, men hvor der fremadrettet er behov for opstramning af og en ekstra arbejdsindsats for opfyldelse af lovgivning, mv.)

Jeg oplever en ledelse, der har tillid til og respekt for de ansatte, og hvor der arbejdes konstruktivt med de arbejdsopgaver vi bliver stillet overfor.

Jeg oplever en kultur, hvor alle bidrager til fællesskabet og hvor der ikke er forskel på nyuddannet og ‘gammel-i-gårde’ i forhold til, hvad vi hver især kan bidrage med, men at vi hver især har vores styrker.

Ja, jeg har været totalt smadret siden jeg startede i jobbet. Men jeg oplever en umådelig arbejdsglæde ved at blive set og hørt, at der er tillid til den faglighed, man kommer med.

Jeg nyder godt af, at der er storrumskontor. Dette fordrer til gode sagsdrøftelser på kryds og tværs og det letter samarbejdet på tværs af faggrupper (psykologer, sundhedsplejerske, familieplejekonsulenter, mv.).

Jeg er yderst fortrøstningsfuld ift det videre arbejde. Jeg er ihvertfald glad når jeg står op om morgenen

Mvh Sheena Vogt

Har du en god historie? Så send den til ncb@socialraadgiverne.dk eller på Facebook i en besked.

Kom med de gode historier!

Fra nu af vil jeg lægge en god historie op hver fredag eftermiddag her på min blog og på min Facebookprofil.

Det sociale område er udfordret. Forringelser, nedskæringer, kontanthjælpsloft, integrationsydelse, 225 timers regel, etc. Det er svært at se lyspunkterne. Derfor må vi også vise det gode frem, herunder vise, hvad de gode alternativer kan være.

Når vi viser vores arbejde frem, så er der også meget større sandsynlighed for, at andre forstår, hvorfor arbejdet er vigtigt og hvad arbejdet i virkeligheden går ud på og kræver. Tag fx ordet dømmekraft. At kunne udøve dømmekraft er en vigtig forudsætning for at bedrive godt socialt arbejde. I hvilke kulturer og organisationer trives dømmekraften godt? Eksempler, der folder det ud, kan hjælpe til med at åbne den sorte boks, som mange oplever, at det sociale arbejde lever i. Det kan bruges til at argumentere for bedre rammer.

Det er jo ikke skønnet, der skal reduceres eller minimeres for at sætte medarbejderne fri for de svære skøn. Tværtimod handler det om at viden og forskning fortsat understøtter det faglige skøn. Skønnet i socialt arbejde skal derimod kvalificeres – dels gennem viden men også gennem bedre rammer og en bedre styring.

En ældre mand, jeg engang kendte, sagde til mig: “Niels, socialrådgiverne, det er jo faktisk dem, der kitter hele samfundet sammen.” Det har jeg tænkt meget over siden. Han har på mange måder ret. Det er vigtigt, at vi viser, hvad vi kan og gør i hverdagen! Her imponeres jeg dagligt over de mange socialrådgivere, pædagoger, socialpædagoger, psykologer, SOSU-assistenter, sygeplejersker og læger, m. fl., som på trods af odds knokler for mennesker i vores samfund, som af den ene eller anden grund er ramt.

Alle har de nogle vigtige historier at fortælle. De små historier fra hverdagen – som kan sige så meget mere end alle mulige evalueringer. Det er et særligt sprog, vi taler om. Det er praktikernes sprog. Man skal lytte godt efter, fordi ingen kan mere præcist end praktikerne formulere de løsninger, som før var ukendte for det enkelte menneske, men som så udsprang af et særligt samarbejde. Praktikerne kan præcist formulere, hvad udfordringerne er og hvordan bedre løsninger kunne se ud. Derfor bliver de kaldt for konsekvenseksperter.

Det gælder i høj grad også den styringsdagsorden, som vi er ved at sætte i DS. Styringen, dvs. det som styrer adfærd og som styrer den måde, praktikerne gør tingene på og hvad vi skal leve op til, har enorme konsekvenser for, hvilket udtryk faglighed får og hvad der bliver muligt og umuligt at gøre sammen med borgerne. Når der fx er ensidigt fokus på antallet af samtaler og fokus på de mange forskellige kategorier og kasser, som borgerne skal tilpasses ned i og når stort set al tiden går med denne afklaring på beskæftigelsesområdet, så kan man diskutere, om det er klogt i forhold til de resultater, man gerne vil skabe. Men har på en måde tabt mennesket af syne i denne ekstremt detaljeret udvikling af lovgivningen og velfærdsydelserne. Praktikerne kan i den grad også levere bud på bedre styring og det kan historierne også fokusere på.

Jeg har allerede fået gode historier tilsendt, men jeg ønsker mange flere. Jeg håber, det kan blive til en tsunami af gode historier. Min erfaring med at dele de gode historier er, at indholdet breder sig hurtigt blandt andre. Det er så vigtigt, at vi fremhæver de ting, der lykkes, som ellers kan blive glemt i hverdagen. De er ofte en driver til udvikling og inspiration andre steder.

Der er ingen tvivl om, at den offentlige sektor er presset i dag – muligvis mere end nogensinde før. Omvendt har vi aldrig før været så godt uddannet. Professionerne udvikler sig hele tiden, praksis udvikler sig hele tiden og det er alene praktikernes fortjeneste. De besidder det særlige gen, man har, når man har valgt at arbejde for andre menneskers bedste: De vil hele tiden blive dygtigere. Det kan eksemplerne også bruges til.

Kom med jeres gode historier – lad os vise Danmark, hvad vi duer til! Send dem via min Facebookprofil i en besked eller i en mail på: ncb@socialraadgiverne.dk

Jeg glæder mig allerede til den første præmiere i morgen…

Investér i guides til det svære tværprofessionelle samarbejde

Jeg vil gerne slå et slag for denne guide. Se dette link: http://www.socialraadgiverne.dk/Files/Filer/10-Publikationer/Pjecer/2016-02-StyrkDenTvaerprofessionelleIndsats.pdf

Ikke fordi den retter sig mod folkeskolen, hvor kvaliteten i det tværprofessionelle samarbejde er svingende og kræver langt mere tydelig organisering for at skabe sammenhæng og kvalitet, men fordi at der er brug for flere af disse guides, der kan professionalisere det vi bredt set kan forstå som SAMARBEJDE i et mere og mere komplekst velfærdssystem og gennem tilgangen `relationel koordinering´. Evnen til at kollaborere bliver den vigtigste kompetence fremover, men samtidigt at det sker fra en stærk monofaglig base. Men verden er ikke monofaglig. Verden er tværprofessionel omkring udsatte menneskers liv. Derfor er det helt evident, at der mangler langt klarere stillingtagen til, hvordan dette SAMARBEJDE skal organiseres og faciliteres.

Nu er guiden lavet til folkeskolerne, tak til alle organisationer repræsenteret på skolerne for at have lavet den og at have set behovet og at sørge for, at den rette viden blev bragt til torvs i den. Tak til Andreas Rønne Nielsen og Tore Wanscher (wogn.dk) for at bidrage med den teoretiske viden, der skulle til og ikke mindst jeres evne til at være i disse svære processer, hvor der skal trædes nye spor.

Nu er tiden kommet til, at dette også bør ske på førskoleområdet. Det er nemlig en af de absolut vigtigste nøgler til den tidlige og forebyggende indsats i dagtilbud og på skolerne. Socialrådgiverne, som har sin gang på skolerne, har fundet sig selv i at spille en nøglerolle i denne sammenhæng. Har man læst diskursanalyse, så vil man kalde det for en særlig privilegeret position af hegemonisk betydning. De er mediet og bindeleddet til forvaltningen. De går ind i særlige forløb vedrørende børn, som ikke kommer i skole, de kvalificerer overvejelser om der skal laves en underretning og om hvad der skal stå i den, de er back up for mange lærere og pædagoger, som har brug for tæt opbakning i klasserne, de yder hjælp til teenagefamilier, hvor forældre har svært ved at stå fast. Dét er tidssvarende tidlig indsats sat i system.

Tiden er inde til at indse, at lignende guides og klare beskrivelser af samarbejdet på tværs af sektorer er nødvendige. Det gælder mellem familieafdeling, jobcenter, med flere. Det gælder mellem kommuner og hospitaler. Det gælder mellem kommuner og en psykiatri, som lige nu på mange måder er massivt udfordret. Hvordan samarbejder vi i en indsats, hvor der er blevet flere aktører omkring borgerne og hvor reguleringen af områderne gennem lovgivningen er blevet mere kompleks? Disse guides kan være én kilde blandt flere til at reducere kompleksiteten og at bidrage til en professionalisering af samarbejdet på tværs af i udgangspunktet suboptimerende enheder.

En sådan beskeden indsats kan ende med at spare mange millioner, fordi problemer bliver løst tidligt og effektivt.

Pas på med generaliseringer

Det er interessant, når en stemme bryder igennem og når pressen griber den. Den bliver vel grebet, fordi der tales i absolutter.

Det, som får mig til at skrive dette indlæg er, at jeg frygter, hvad der kan komme i kølvandet på sådan en mediedækning. Hvad vil det forstærke?

Jeg er grundlæggende uenig i, at folk, som ikke kan det, skal klare sig selv. Det er et svigt hver gang, når mennesker i problemer ikke har oplevet fagpersoner, der agerede til deres fordel. Fraværet af socialrådgivere i Karinas liv taler netop for den udvikling, socialrådgiverne ønsker om at vi skal mere ud i familierne. Vi skal være tæt på mennesker for at kunne hjælpe dem. Det er der i dag meget, som forhindrer os i.

Vi tror på, at socialt arbejde gør en forskel og det er ikke bare en tro, det er veldokumenteret – der er masser af videnskabelig viden på området. Godt socialt arbejde er en gevinst for samfundet, også selvom et lille bitte mindretal udnytter det.

Det slemme ved den her diskussion er, hvis det bare bliver et spørgsmål om følelser og mavefornemmelser. Forskning  viser, at den gruppe er meget lille. Kun 2-4 procent snyder (Kilde: SFI). Argumentet om, at alle i underklassen er socialbedragere og dovne er faktuelt forkert, men nogen ser det som sandheden, fordi Karina kommer derfra. Jeg synes nu ordet underklassen er helt misforstået. Kan vi ikke tale om kortuddannede eller lavlønnede i stedet for?

Det, man kan frygte, er at Karinas synspunkt får medvind og fører til øget mistænkeliggørelse af udsatte mennesker. Allerede i dag koster den mistænkliggørelse utrolig mange ressourcer. Socialrådgivere bruger det meste af deres tid på at dokumentere og registrere alle aspekter af sin relation til borgeren.

Pas på med generaliseringerne. Når det er sagt, så er der en pointe i, om vi kan bruge de mange ressourcer bedre. Det gør vi langt fra i dag, men det er en helt anden historie.

Nytænk arbejdet med viden i socialt arbejde

Der foregår en del interessante bevægelser pt. i praksis i socialt arbejde, som samler sig omkring VIDEN og STYRING af den offentlige sektor. Flere gode debatter havde det afsæt på Folkemødet på Bornholm. Evidensbevægelsen lever stadig selvom, at mange forskere har talt imod dens snævre perspektiv. Det er kun en brøkdel af det sociale arbejde, som kan evidensbaseres, dvs. hvor man kan føre bevis for, at noget virker bedre end andet.

Samtidigt har vi den kæmpe udfordring, at stort set al viden i socialt arbejde ikke er implementeret i praksis. Man har i mange år troet, at viden bare siver ned, men det er slet ikke tilfældet og meget af den viden, der bliver produceret, er ikke sivbar. Der mangler en grundlæggende plan for, hvordan viden skal implementeres. Vi ved, at viden skal socialiseres ind i praksis gennem relationer, hvis tanken er, at viden skal ændre adfærd blandt tusinder af fagprofessionelle.

Skal vi imødekomme store udfordringer i praksis, så er der brug for en nytænkning af vidensarbejdet omkring det sociale arbejde. Vi mangler at få besvaret helt grundlæggende spørgsmål. Fx hvilket vidensbegreb skal gælde? Vi bør i fællesskab udvikle et vidensbegreb, vi kan være enige om og som reelt passer til det sociale arbejde. Alle strør sig om med “effekt”, men effekt for hvem og på baggrund af hvad? Afhængigt af, hvem du spørger, bliver effekt omtalt vidt forskelligt. Vi taler også meget om ”hvad virker”, men igen mangler der et nuanceret svar på, hvad vil det sige ”at virke”.

I Dansk Socialrådgiverforening peger vi på, at der mangler en vidensinfrastruktur, dvs. en konkret plan for, hvordan viden på en træfsikker og interessant måde kommer ud i praksis og hvordan der kanaliseres vigtig feedback om praksis retur til forskningsmiljøerne. Den plan for, hvordan viden skaber ny værdi, har vi ikke i dag på trods af, at vi har brugt milliarder på forskning.

Lige præcist dér bør de faglige organisationer, Professionshøjskolerne og SFI stå i spidsen for at formulere svarene på de spørgsmål ret præcist. SFI har i mange år forsket i socialt arbejde, men vi savner, at SFI kommer tæt på praksis for reelt at sikre, at viden bliver implementeret. For efterhånden ved vi, at det ikke er de mange ”stykker af viden”, som gør forskellen i praksis, men nærmere udviklingen af en stærk og forandringsskabende relation mellem praksis og forskning.

De forskningsinstitutioner, som har et praksisnært og anvendelsesorienteret afsæt, hvor forskning faktisk sigter på at håndtere konkrete udfordringer i praksis, bør vise, hvordan de adskiller sig fra grundforskning på universiteterne. De to vidensdomæner skal følges meget mere ligeværdigt ad. Det taler for en ligelig fordeling af de økonomiske reserver til forskningen. 500 mio. kr. til Professionshøjskolerne og 500 mio. kr. til universiteterne. Det vil være en god investering og en vigtig bevægelse for det sociale arbejdes fremtid, fordi det vi har haft gang i i nu mange år står slet ikke mål med investeringen.

Giv os lov til at gøre det ordentligt

Jeg er blevet genvalgt som næstformand i Dansk Socialrådgiverforening. Her er mit opstillingsgrundlag.

Jeg lærte i mit barndomshjem, at vi skal tage ansvar for hinanden. At dem med overskud er forpligtet til at hjælpe dem med underskud. Da jeg skulle vælge vej i livet efter skolen, søgte jeg ind på socialrådgiveruddannelsen, for ad den vej ville jeg kunne gøre en forskel både for mennesker, der er stødt på grund, og for fællesskabet som helhed. På studiet og siden på forskellige arbejdspladser har jeg mødt det samme grundlæggende menneskesyn blandt kolleger. Vi er her, fordi vi gerne vil gøre en forskel.

Men hvad er der sket? Flere og flere socialrådgivere føler, de må kaste håndklædet i ringen. De er afmægtige og fremmedgjorte. Grundfølelsen er, at det ikke længere er muligt at hjælpe mennesker, der både har brug for og ret til hjælp. At være socialrådgiver i dag handler ikke mere om at møde det andet menneske og sammen finde en bæredygtig vej videre i livet med fællesskabets hjælp. At være socialrådgiver handler i dag om at bruge det meste af ens opmærksomhed på at betjene et monstrøst system.

Det system, vi har skabt for at hjælpe et nødstedt menneske til glæde for både den nødstedte og samfundet, er blevet helt kafkask. Det er blevet besat af at dokumentere og registrere alt, hvad der sker i relationen mellem borger og socialrådgiver, uanset hvor relevant, det er for borgerens situation, socialrådgiverens handlerum og samfundets investering på sigt.

Det er et system, som er skabt af mistro og mistillid til opgaveløsningen. Det er også et system, der fostrer mere mistro og mistillid – til borgeren, til socialrådgiveren, til politikere og embedsfolk. Det er en ond og håbløs spiral, som vi skal have bremset og vendt. Den gode intention om at hjælpe udsatte er røget ud med badevandet.

Det system, vi har skabt, er særligt kendetegnet ved en uhyre kompleksitet, som ses i den hastigt voksende mængde af love, retningslinjer, procedurer, nye it-systemer, mv. Tiltag der, trods politikeres ihærdige intention om at gøre det hele mere enkelt, bare gør opgaveløsningen mere og mere kompleks. En socialrådgiver bruger i dag nærmest al sin tid på at afklare, hvilke love og paragraffer og dermed kasser, borgeren skal proppes ned i.

Hvis vi skal bremse og vende denne onde spiral, så skal vi tilbage til det, der er kernen i socialt arbejde, nemlig at skabe en tillidsfuld relation mellem de mennesker, der har brug for hjælp og dem, der yder den. Hvis et menneske ikke har tillid til dem, der skal hjælpe dem, så virker hjælpen ikke. Her kommer kampen til at stå de kommende år.

Det handler ikke blot om at afbureaukratisere, men om at gentænke selve styringen af området. Vi skal reducere i den kompleksitet, som love, regler, dokumentationskrav, registreringer, mm. skaber. Det gør vi ved at fokusere og styre på meget færre og centrale aspekter af praksis, ved at fokusere på det, der skaber værdi.

Hvis vi skal måle, så skal det især være på, om borgeren oplever at flytte sig – oplever at mødet med systemet giver dem handlekraft, oplever at vi gør en forskel i deres liv, oplever at vi interesserer os for dem, oplever at vi forstår, at deres situation er unik. For i den sidste ende, så skal det nødstedte menneske have troen på, at de kan klare sig selv.

Jeg oplever til gengæld med stor glæde, at der er en spirende erkendelse blandt flere og flere politikere og embedsfolk. De kan se, at systemet i dag langt fra er optimalt. De kan se, at der skal ske en mindre revolution på området, hvis vi skal vende udviklingen.

Derfor er det også rigtig vigtigt, at DS netop nu sætter en markant dagsorden, der handler om styring i den offentlige sektor. Det skal være en af DS’ hovedprioriteter. Det er en dagsorden, som gælder alle store områder med mange ansatte socialrådgivere; børn, beskæftigelse, handicap. Vi skal udnytte den viden og erfaring, vi har fra praksis, til at skabe en bedre styring.

Et centralt element i den fremtidige styring er vidensdagsordenen, fordi den spiller tæt sammen med at ændre styringen og de forhold, vi arbejder under. Vi skal vise, hvad det vil sige, at arbejdet virker, hvordan vi gør en reel forskel. Det skal gøres begavet og tæt koblet til vores praksis. Det skal ske gennem brede alliancer, som heldigvis er i støbeskeen. Vi skal vise, hvordan styring skal designes ud fra evnen til at skabe relationer. Målet er at opnå den rette fordeling af dokumentation og vidensarbejde på den ene side og kontakten med udsatte mennesker og samarbejde med aktører på den anden. Det er vejen til et bæredygtigt og handlekraftigt arbejdsmiljø.

DS skal bevare trykket på ministerierne, som er sat i gang. På børneområdet skal vi blandt andet være i kontakt med børn og forældre ca. 40 procent af tiden for at kunne gøre en forskel. DS skal følge de mål i et meget tæt samarbejde med ministerierne.

DS skal udvikle og styrke arbejdet med at involvere og bruge medlemmernes viden og erfaring. Både i forhold til vores arbejde overfor politikere og embedsfolk, men også i netværk og faggrupper, så vi kan trække på hinandens viden og erfaring direkte i opgaveløsningen. En af de allerstørste værdier og kampmuskler, vi har, er den viden, vi besidder som faggruppe. Den skal vi sætte meget mere fokus på. Den er hovedkilden til at skabe en positiv udvikling på det sociale område både til gavn for det nødstedte menneske og for fællesskabet. Samfundsøkonomisk og medmenneskeligt. For arbejdsglæde og trivslen på arbejdspladsen.

Vi vil have lov til at gøre vores arbejde ordentligt!