Fremskridt på børneområdet – en kort status

dr2

Der er sket meget siden denne aften for to år siden, hvor udsatte børn var til debat på DR2. Det er vigtigt at blive mindet om, hvordan fremskridt faktisk sker.

Sverigesmodellen er godt i gang med at blive udbredt. Alle ved nu, at sagstal, tværprofessionalisme, faglig ledelse og god organisering er afgørende for at lykkes. Nu også på børnehandicapområdet. Her er Aarhus godt i gang som de første.

Bureaukratiet er vi i fuld gang med at gøre op med. Det er allerede ved at blive reduceret. DUBU bliver snart opgraderet og skifter udbyder. Der er kørt flere større ændringer i stilling vedrørende statistikregistrering og ICS, som vil forandre arbejdet i DUBU, men som desværre først bliver implementeret i efteråret 2018.

Organiseringen halter stadig bagefter mange steder. Man har fortsat i for høj grad en funktionsopdelt specialisering. Her er der en opgave i at udvikle en stærkere og bedre måde at organisere arbejdet på i teams og i et samspil med en tæt faglig ledelse.

Skole- og dagtilbudssocialrådgivere bliver mere og mere udbredt. Vi mangler at finde ud af, hvilken konstellation, der virker bedst. De kommer i mange former – der hvor man er få timer på skoler og daginstitutioner om ugen er ikke tilstrækkeligt. Idealet er at kommunerne har flere socialrådgivere, der arbejder alene ude på skoler og i dagtilbud.

Hele debatten om viden er gået fra at være stivnet til at alle nu er søgende og aktive i hvordan vi gør det – hvordan vi får vidensbaseret socialt arbejdet og skaber læring mellem kommunerne. Dette er også på en og samme tid svaret på, hvordan vi får stærke faglige teams, der har faglighed og viden som omdrejningspunkt i kommunerne.

Alle orienterer sig mod den tidlige indsats og udvikler modeller der afprøves i kommunerne. Investeringstankegangen begynder at sætte sig blandt byråd landet over. I DS håber vi, at det bliver en hoveddagsorden ved det kommende kommunalvalg i 2017.

Så har vi dertil 10-kommuneforsøget som opgraderer kommunernes måder at arbejde helhedsorienteret. Den tænkning bør udbredes og tilføjes Sverigesmodellen. Vi er generelt godt i gang med at udskifte forældede organiseringer i kommunerne med nye hvor samordning, viden og faglighed er i centrum.

Læg dertil alverdens arbejdsgrupper, følgegrupper, fondsinitiativer der fokuserer på at styrke den tidlige indsats og læring for udsatte børn og som konkret får almenområde til at tale stærkt og tæt sammen med specialområde gennem ildsjæle blandt pædagoger, sundhedsplejersker og dagtilbudssocialrådgivere.

Nu er Hjørringmodellen også på vej. Om nogle få år har vi forhåbentlig en Sverigesmodel-tænkning, 10-kommuneforsøg og helhedsorientering og Hjørringmodel i alle kommuner.

Jeg er ovenpå børnetopmødet i KL fortrøstningsfuld. Der er stadig i mange kommuner et for højt sagstal, meget pressede socialrådgivere og en alt for stor udskiftning. Det kan samarbejdspartnere til dem bevidne. Men bevægelsen er i gang og den følger vi tæt til dørs.

DS´ arbejde med vidensdagsordenen

At arbejde med vidensbasering er en af de vigtigste aktionsformer for fagbevægelsen i det sociale arbejde nu og i de kommende år. Til at sikre højere kvalitet og samtidigt rammer, der understøtter kvalitet og gode arbejdsforhold. Man kan sige, at viden er fagbevægelsens største kampmuskel. Med solid viden i hånden kan der argumenteres for klare præmisser i opbygningen af rammerne for praksis. Dette er en måde at tage ansvar for helheden på i en tid, hvor der er høje forventninger til kvalitet i kombination med færre ressourcer.

Samtidigt er der i dag kommet et nyt fokus på vidensbasering af socialt arbejde. Uden at overdrive er der skabt momentum omkring viden og vidensbasering. Tilsvarende ser vi, at læring tæt på kerneopgaven begynder at komme i høj kurs. Gennem et fokus på kvalitet bliver rammerne og vilkårene forbedret samtidigt med, at det styrker socialrådgivernes og andre fagprofessionelles faglighed omkring de fælles vigtige opgaver for udsatte mennesker. Når vi er enige om, at forskning i socialt arbejde er vigtig for kvaliteten og for udnyttelsen af ressourcerne, så er denne dagsorden en af de vigtigste veje til at opnå råd til velfærd af høj kvaltiet nu og på længere sigt.

I Dansk Socialrådgiverforening (DS) har vi arbejdet målrettet med vidensdagsordenen i nu 4 år. Gradvist udvikler vi organisationen til i højere grad at få fokus på viden, faglighed, faglig udvikling og det, som optager alle socialrådgivere dagligt: Hvordan kan jeg bedre blive i stand til at gøre en markant forskel i mit arbejde? Hvordan kan jeg blive dygtigere? Hvordan kan jeg bidrage til at udvikle faget og opgaveløsningen i et samfund under forandring?

I DS har vi arbejdet med at kapacitetsopbygge til, at socialrådgiverne skal kunne blive bedre i stand til at gøre dette. Der er brug for understøttende strukturer, som organisatorisk kan bære vidensbaseringen og et fokus på kvalitet. Det har vi gjort på flere niveauer.

Vidensinfrastruktur mellem socialrådgivere i DS
Vi har i DS 2022 – et stort udviklingsprojekt i DS omkring fremtidens fagforening – arbejdet med at udvikle en vidensinfrastruktur i DS. Dvs. at skabe gode og virksomme rammer for vidensdeling mellem socialrådgivere. Det er sket dels gennem udvikling af faggrupperne, gennem udvikling af TR-rollen og gennem udvikling af klubberne ude på arbejdspladserne til at blive drivende på den faglige udvikling. Det er også sket gennem fokus på de virtuelle muligheder. Der er kommet mange nye Facebookgrupper til, som i mere eller mindre specialiseret form beskæftiger sig med faglighed, faglig udvikling og også kommunikation mellem studerende og erfarne socialrådgivere. Målet er at sætte socialrådgivere og studerende i stærk kontakt med hinanden for at udnytte den kæmpe viden, der findes adgang til i dette store netværk. Den strøm af viden og den mulighed for at få kompetenceudvikling får man adgang til ved at være medlem af DS. Fx hvis man gerne vil skifte arbejde fra beskæftigelse til børn eller hvis man vil prøve sig selv af som leder. Hvad vil det kræve? Etc.

Vidensinfrastruktur mellem forskning og praksis
Vi har også brugt mange kræfter på at udvikle en ekstern vidensinfrastruktur generelt i samspillet mellem forskning og praksis på det sociale område. Forskning kommer i dag ikke ud i praksis automatisk. Det siver ikke ned i praksis, som man ellers har troet i mange år. En meget stor del af den forskning, der er produceret, er derfor ikke implementeret. Derfor skal der udvikles nye og bedre hovedveje til, at viden kommer ud i praksis og at der kommer viden retur til forskningsmiljøerne om bedre formidling og videnshuller. Vort fokus har været på at understøtte en dialog, brobygning og udvikling af en målrettet efterspørgsel og skabelse af den for de berørte praktikere og borgere bedste nye viden, som efterfølgende også kan implementeres i praksis. I DS’ arbejde med vidensdagsordenen på det sociale område i 2014-2015 var det en af konklusionerne, at den bedste nye videnskabelige viden bedst bliver en del af praksis, hvis det sker i et samspil omkring faglige vurderinger, udvikling og evaluering af konkrete indsatser parallelt med inddragelse af personlige erfaringer og brugererfaringer, herunder en udveksling af erfaringer i fx gruppemøder og netværk. Den første kortlægning var uhyre interessant, hvor vi inviterede centrale aktører og videnspersoner ind for at samle perspektiverne og positionerne i dette felt. På grundlag af det har vi udviklet elementer til en stærk vidensinfrastruktur i en tæt dialog med centrale aktører: SFI, Danske Professionshøjskoler, andre faglige organisationer, FTF, Socialministeriet, Socialstyrelsen, KL, FORSA samt via konkrete invitationer fra Tryg Fonden, Mærsk Fonden, Rambøll, etc. Vi arbejder med at inkorporere disse elementer så tæt på praksis som muligt for at bane vej for en effektiv strøm af viden og dermed en vedvarende og proaktiv udvikling af fagprofessionerne og velfærd til borgerne.

Kapacitetsopbygning i kommunernes organisering
Vidensdagsordenen handler også om at styrke praksis, at kapacitetsopbygge ude i praksis, så viden og faglighed og de fagprofessionelles evne til at bruge deres faglige dømmekraft kommer i centrum af opgaveløsningen. Det vedrører en præcisering af de forskellige roller og hvilken adfærd, de skal nærme sig, for at udvikle et godt samspil med viden i centrum. Hvordan deler man viden i organisationen, hvordan skaber man en efterspørgselsdrevet kultur, hvor man tør gøre sig sårbar og spørger hinanden, når man savner viden? I DS har vi ønske om at afprøve en ny stillingsbetegnelse i kommunerne kaldet en vidensmægler. Denne nye figur og rolle skal sørge for at etablere vidensbasering og facilitere vidensdeling ude i kommunerne ud fra en præmis om, at viden er social. Viden skal socialiseres for at blive implementeret. Det kræver særlige kompetencer og en organisatorisk parathed. Der er grobund for at lave et forsøgsprojekt med to til tre kommuner. Det håber vi bliver til virkelighed i 2017. Kapacitetsopbygning af vidensbasering i kommunerne handler derfor om at etablere rammer hertil i praksis. Det skal organiseres. Det er fx endnu ikke beskrevet, hvordan et godt vidensmiljø ser ud i organisationer og institutioner i socialt arbejde. Det har vi i et bud på. Tilsvarende er DS med til at understøtte udbredelsen af et vidensdelingskoncept udviklet i Odder Kommune på beskæftigelsesområdet. Det er en tilgang, der samler organisationens bedste erfaringer, som bliver omsat til konkrete faglige produkter, der implementeres fx i arbejdet med forlængelse af sygedagpenge, etablering af virksomhedspraktik, etc.

Videnarkitektur i samspillet mellem uddannelse, forskning og praksis
Inden for det seneste år er vi begyndt mere aktivt at arbejde på at udvikle et kredsløb mellem uddannelse, forskning og praksis. Dette arbejde indebærer en analyse af arbejdsdelingen mellem de tre funktioner i videnskredsløbet: Videnproducent, videndistributør og videnaftager. De funktioner kan i praksis i dag genfindes hos alle involverede aktører og ofte på tværs af tidligere organiseringer. Et nyt videnskredsløb skal derfor lægge vægt på at være dynamisk og overlappende, hvor udviklingen af aktuelt bedste viden forudsætter dialog og involvering med rum for en loop-tænkning, hvorved ansvaret for at bidrage til vidensefterspørgsel, -udvikling/produktion, -distribution og som vidensaftager ikke placeres som isolerede funktioner hos udvalgte aktører. En del af denne udvikling repræsenteres af professionshøjskolerne, der siden 2013 har fået en ny rolle i videnkredsløbet således, at der på de samme institutioner varetages uddannelse og videnopbygning/forskning og udvikling. Parallelt dermed ses en ændring af vidensdistributionen i form af efter- og videreuddannelse, som i højere grad sker i en tæt dialog med den enkelte organisation (vidensaftager), ligesom nye kompetenceudviklingsformer knyttet tæt til udvikling af ny praksisbaseret viden vinder frem. Dette samt en bedre ressourcetildeling til effektfuld praksisnær forskning arbejder vi med i dette spor, som overlapper de andre dimensioner omtalt i dette indlæg: Intern vidensinfrastruktur mellem socialrådgivere i DS, ekstern generel vidensinfrastruktur og kapacitetsopbygning tæt på kommunernes praksis og organiseringen heraf.

For at bryde det mere op og for at konkretisere endnu mere har vi arbejdet og arbejder fortsat i følgende spor:
– At sikre et bredt vidensbegreb, herunder et bredere evidensbegreb uden et hierarki
– At socialrådgivernes praksisviden inddrages i definitioner af lovende metoder og praksisser
– At forbedre metoderne til formidling og optag af ny viden i praksis, fx ved 1) udvikling af en praksisnær vidensmægler-rolle og ved 2) at udvikle koncepter og værktøjer til vidensdeling
– At medtænke DS2022 initiativer, som knytter an til vidensdagsordenen, fx initiativerne med fokus på vidensdeling og faggrupper (herunder organising-tilgangen)
– At udforske, hvad den faglige dømmekraft konkret består i gennem blandt andet bogudgivelser for at skabe rammer, der understøtter brugen af den faglige dømmekraft

Brudt mere op i `resultater´ har arbejdet fx hidtil resulteret i:
– Et styrket eksternt samarbejde omkring definition og udvikling af praksisnær viden i socialt arbejde
– En undersøgelse fra FTF om Udvikling af viden i samspil mellem forskning og praksis, der understøtter at inddragelse af praktikere betyder meget for, om ny viden og forskning rent faktisk bliver taget i brug af de mennesker, der arbejder med området
– Et styrket fokus på praktikeres muligheder for at optage ny viden, bl.a. ved sammen med SFI at udtænke idéen om vidensmæglere i praksis
– Et vidensnetværk på børneområdet faciliteret af SFI
– Konkrete forslag til praksisnær forskning ud fra et bredt vidensbegreb, f.eks. i forbindelse med SATS-puljeaftalerne
– Et samarbejde med KL om det aftalte personalepolitiske projekt ’Styrket samspil mellem nyeste viden og socialrådgivernes kommunale praksis’ (jf. OK15-aftalen)
– Et tæt samspil med Professionshøjskolerne omkring identifikation af en styrket ”videnarkitektur” på det sociale område (med fokus på et bredt vidensbegreb, organisering, kultur og gensidighed)
– Medvirken til at opstarte Selskab for evidensbaseret praksis, som især vil sigte på at involvere fagprofessionelle på tværs af velfærdsprofessionerne i at opbygge og udvikle vidensbasering

På baggrund af ovenstående handler vidensdagsordenen om at udfolde en kompleksitet, men også at tydeliggøre en sammenhæng mellem elementerne, der udgør kompleksiteten.

I DS glæder vi os til 2017, som vi håber bliver året, hvor vi får strækket denne dagsorden endnu længere og konkret ind i nye og stærke samarbejder, der kan komme udsatte borgere til gode gennem fokus på viden, lærerige vidensmiljøer og udvikling af ny praksis. Vi håber, vi vil se de første nye strukturer, der kan udvikle en ny platform for mange fagprofessionelle ude i de mange faglige hjørner af praksis.

Kommunerne kan ikke følge med antallet af underretninger

Det er fuldstændig rigtigt, at alle skal underette kommunerne ved bekymring for et barn. Også friskoler og privatskoler, som socialminister Mai Mercado understreger på DR. Hellere en underretning for meget end for lidt.

Men!

Der er slet ikke ressourcer nok til at følge med de mange underretninger. Kommunerne fik knap 70.000 i 2014. I 2015 ligger tallet på 100.000 underretninger. Kommunerne kan ikke følge med og vi kan organisere indsatsen meget klogere for at lykkes med intentionen i lovgivningen.

Fortsætter udviklingen sådan, så vil kommunerne sande til i underretninger og alle de gode intentioner, som der netop ligger i at vi tidligt gør opmærksom på bekymringer for børn vil være spildte kræfter.

Derfor er det helt afgørende at der tages initiativ til at gøre tre ting samtidigt i en samlet indsats:

1. Tilfør ressourcer så kommunerne kan følge med. Modtagelserne kan ikke følge med. Der ligger par. 50 undersøgelser og venter i halve og hele år på at komme i gang. Det er uholdbart.

2. Vi bruger alt for meget tid på unødvendig bureaukrati og IT-administration. Det er indlysende at vi skal finde mange ressourcer her til at følge med efterspørgslen. Det nytter ingenting at vi i dag har så tidskrævende underretningsprocedurer. Vi skal have DUBU i et helt andet gear.

3. Endelig skal man i kommunerne arbejde målrettet for at styrke den tidlige indsats og sætte ind FØR underretninger bliver nødvendige. Det er en rigtig god forretning og godt for alle parter. Ansæt udgående skole- og dagtilbudssocialrådgivere til først at screene problemer og underretninger. De tjener deres egen løn hjem med deres indsats. Tænk på alle de foranstaltninger der ville kunne undgås.

Der er kommet ny socialminister Mai Mercado. Jeg håber hun vil gå meget aktivt ind i dette fordi situationen lige nu er uholdbar og kvaliteten og måden vi bruger ressourcerne på kan blive langt bedre. Samtidigt er der igen udsigt til store nedskæringer i kommunerne. Med det system vi har i dag så er vi på vej i en meget uheldig retning. Derfor er punkt 2 og 3 af helt afgørende betydning. Karen Ellemann foreslog et partnerskab omkring disse udfordringer. I DS er vi parate til at fortsætte det gode partnerskab med Mai Mercado.

Egon: Vi mangler en plan!

Tænk, hvis den forskning, der blev produceret i socialt arbejde, kunne komme ud i praksis. Det drømmer vi fagprofessionelle om, så vi som socialrådgivere hele tiden kan være opdateret og gøre vores arbejde endnu bedre for borgerne. Og så de mange millioner af kroner, der anvendes hertil, kan komme ud og skabe værdi. Vi savner en stærk plan for, hvordan forskning kommer ud i praksis og hvordan vi kan give vigtige tilbagemeldinger til forskningen. Vi ser strategien som gensidigt vidensloop mellem forskning og praksis. Vi omtaler det som kapacitetsopbygning. Den består i at forankre flere elementer for at dette kan blive til virkelighed:

  • Ændrede incitamentstrukturer hos forskerne eller i hvert fald et supplement til dem, fordi incitamenter afgør adfærden.
  • En ny stillingsbeskrivelse i kommunerne kaldet vidensmæglere eller vidensagenter, der kan omsætte og socialisere viden ind i organisationerne.
  • Større og målrettede investeringer i praksisnær og anvendelseorienteret forskning fra professionshøjskolerne, der uddanner socialrådgivere, pædagoger, lærere, etc. Den type forskning og relationen til praksis er en stor del af svaret på fremtidens vidensbasering.

I DS mener vi, at de elementer blandt andet skal være tilstede for, at vi med vægt kan vidensbasere socialt arbejde og få valuta for de mange investeringer, der allerede er gjort og som vil fortsætte i mange år frem. Ellers spilder vi mange ressourcer og får ikke skabt øget kvalitet og udvikling af rammerne for at udøve praksis, som der er så hårdt brug for.

Læs uddybende indlæg her: http://www.danskekommuner.dk/Debat/Active/Hvordan-opnar-vi-laring-mellem-kommuner-og-vidensbasering-af-socialt-arbejde/

Den gode historie: Tæt samarbejde med udsatte unge i København

Det er fredag og det er tid til den første gode historie fra praksis i socialt arbejde i 2017, som kan sende os godt afsted på weekend. Historien kommer fra en god samarbejdspartner, nemlig Hallur Gilstón Thorsteinsson, som er programchef for projekt Tæt på familien i Københavns Kommune. Det man blandt andet skal lægge mærke til i historien er, hvordan det at indføre en ny tænkning fører til en anden måde at arbejde på, som bare rykker langt bedre for den unge og som giver så meget mere mening for den enkelte socialrådgiver. Historien illustrerer forandringerne gennem en socialrådgivers briller, Heidi Lindemann Adragna. Stor tak til Københavns Kommune for at gå all in på at udvikle og at investere så meget i at forbedre indsatsen overfor udsatte børn, unge og deres forældre!

Her er historien, nyd den. Den har følgende overskrift:

“Tæt samarbejde med de unge i København

Jeg har de seneste to år arbejdet i Københavns Kommune, hvor vi er i gang med at ændre vores tilgang til samarbejdet med udsatte børn, unge og deres familier. Med inspiration fra det, der tit bliver kaldt Sveriges- eller Herningmodellen. Hos os kalder vi det Tæt på Familien. Vi har været i gang med omstillingen af ungeområdet i to år, og borgerrepræsentationen har nu givet opbakning, så vi også skal i gang på børneområdet i 2017.

Der er bl.a. investeret i flere sagsbehandlere, så den enkelte har oplevet et betydeligt fald i antallet af sager. Det er jo positivt. Men det fedeste er de forandringer, man begynder at kunne se i vores faglige praksis. Den måde, vi kan hjælpe og samarbejde med de unge og deres familier på nye måder. Man kan ikke påstå, at sagsbehandlerne i København har fået mindre travlt. Men de bruger deres tid anderledes.

Når jeg bevæger mig rundt i byen, hører jeg flere og flere inspirerende historier om den nye praksis. Jeg har netop hørt en god historie fra socialrådgiver Heidi Adragna, som har været sagsbehandler hos os i syv år. Hun fortalte, at da hun begyndte, ærgrede hun sig over, at hun bare skulle sidde og ’klikke rundt i systemet’ det meste af tiden. Hun ville bruge sin faglighed mere.

Heidi samarbejder mest med unge inden for 17+ og har altid forsøgt at komme tæt på de unge, som havde brug for det. Nu siger hun, at Tæt på Familien endelig har givet tid og plads til at gøre det. Ikke bare koordinere, men følge tæt op. Også med hendes samarbejdspartnere, fx døgninstitutioner, skoler og tilbud.

Heidi er bl.a. glad for, at hun ikke længere kun har opfølgende samtaler med de unge hvert halve år. Ved de møder laver man jo vigtige aftaler, men i et travlt ungdomsliv går meget i glemmebogen på et halvt år.

Heidi fortalte om en pige, der boede i en plejefamilie på Vestsjælland, men havde et ønske om at komme tilbage til København, og det netværk, hun har her. Det vidste Heidi blev en kæmpestor opgave – også for personalet tilknyttet den hybel, hvor pigen nu skulle bo. Men fordi pigen kom til København, og fordi Heidi havde fået bedre tid, kunne de nu holde møder en gang om måneden. Heidi besøgte pigen, holdt hende op på deres aftaler og holdt dialogen med personalet. Det gav også mulighed for at tilknytte pigen til lokale fritidsaktiviteter, som gav hende nye ressourcer og et nyt netværk. Selvom pigen synes, det til tider var irriterende, så fortalte hun, at det tætte samarbejde gav hende lyst til at overholde deres aftaler. Pigen følte sig set og hørt. Det ved vi også fra forskningen, at det har stor betydning. Den type unge har jo ofte en voldsom bagage og desværre også ofte manglende erfaring med støttende voksne. Så når de er på vej ind i voksenlivet, gør det en forskel, at vi kan støtte og gribe dem – og er nogle skridt foran dem, både i forhold til planlægning og håndtering af nye problemer.

Heidi er også rigtig glad for, at de ikke længere anbringer unge, fordi der ikke er tid til at forholde sig ordentligt til sagen og ’så må vi jo anbringe på en akutinstitution’. Nu slår de koldt vand i blodet og bruger god tid på at afdække den unges netværk og finde alternative løsninger.

Som Heidi siger: Det handler ikke om at opfinde den dybe tallerken, men om at finde ud af, hvad der er den unges største behov lige nu. Det er på mange måder en ny måde at arbejde på og tidligere har vi måske underkendt sagsbehandlerens rolle lidt. Man skal stadig være myndighedsperson, men de unge skal også opleve at man interesserer sig for deres liv, så vi kan strikke den helt rigtige løsning sammen.”

Har du en god historie fra din hverdag, som andre bare må høre om, så tøv ikke med at skrive til mig. Send her på Facebook via Messenger eller på mail ncb@socialraadgiverne.dk – tak!

God weekend!

Sagstal og Sverigesmodellen

Det er klart, at socialrådgivere har meget fokus på, om sagstallene kommer længere ned, så de kan arbejde på en måde, der giver den bedste kvalitet menneskeligt og økonomisk – så det er muligt at indfri forudsætningerne, der ligger i denne rolle specifikt og i Sverigesmodellens mindset. Det optager ikke kun socialrådgivere, men også ledere, chefer, direktører, kommunalpolitikere, etc. Det er vigtigt stof!

Men sagstal er en flygtig størrelse. Det svinger hele tiden og det er klart, at der er bevågenhed omkring sagstal i kommunerne på børneområdet af flere grunde. Fordi det betyder meget for økonomien og ressourcerne og allokeringen heraf. Især hvis man har sat sig for at have et loft over sagstal kommunalt. Sikkert også fordi det er en måde at rekruttere arbejdskraft på. Det har betydning for kommunens image. Jo længere nede, tallet er, jo bedre et arbejdsklima og et forebyggende potentiale kan man forvente. Dermed ikke sagt, at man har mindre travlt af den grund. Man er bare ikke spændt så voldsomt ud mellem for mange familier og opgaver.

Vi har lavet en liste, som giver et overblik over danske kommuner, der implementerer Sverigesmodellen. Listen er efterhånden godt udbredt og kommunerne er optaget af, om de står i den rette kategori. Det betyder, at listen nærmest opdaterer sig selv, lidt ligesom på Wikipedia, fordi tillidsrepræsentanter, sagsbehandlere, konsulenter, etc. løbende melder ind, hvis der er ændringer. Det er positivt og det vidner om, at der er gang i en udbredelse af en vigtig model og omstilling i praksis.

Samtidigt kan jeg også se her på bloggen, at det virkelig er noget, der er stor interesse omkring. Listen og øvrige blogs om Sverigesmodellen får mange læsninger. En artikel om implementering af Sverigesmodellen, som blev bragt på Altinget, var den mest læste artikel på Altinget i december måned 2016. Det siger ikke så lidt. Der er virkelig mange, der interesserer sig for denne bevægelse og hvor er det et privilegium, som vi skal værne om.

Kommuner stræber efter at komme ned i sagstal. Det er meget tydeligt og det lægges der rigtig mange kræfter i. Med de ressourcer, der er til rådighed i de forskellige kommuner, er jeg sikker på, at man gør alt, hvad man kan, for at fremme lave sagstal. Det er en god bevægelse, men samtidigt skal vi ikke lade os forføre af nemme og hurtige løsninger. Ting tager tid at implementere og det er vigtigt at være obs på netop det, når det handler om en så krævende omstilling, som Sverigesmodellen lægger op til.

For at være i kategori 1 på denne liste, skal man både arbejde med Sverigesmodellens overordnede mindset og et sagstal på under 25 børn pr. socialrådgiver. Kommunerne er optaget af at komme op i kategori 1 på listen. Det forstår jeg godt, for det sender et vigtigt signal indadtil og udadtil. Men omvendt kan sagstal blot være et øjebliksbillede. Hvad der kan stå i en opgørelse, der er lavet elektronisk og evt. på tværs af flere enheder i større byer, kan afvige fra, hvad den enkelte socialrådgiver oplever at have af sagstal. I denne liste er det gennemsnit, der arbejdes med velvidende, at vi aldrig kommer frem til et præcist tal, fordi det hele tiden er i bevægelse. Fx hvis der kommer mange underretninger ind i én uge, så kan tallene hurtigt forskubbe sig. Tilsvarende hvis der er sygdom, vakante stillinger eller efteruddannelse, der gør, at sagstallet i en periode bliver højere for andre socialrådgivere i afdelingen. Når en kommune er på listen her, så er det fordi, der er meldinger fra socialrådgiverne om, at sagstallet ligger under 25 så stabilt som muligt. Det vigtige er, at socialrådgiverne kan genkende de gennemsnitsberegninger, der bliver lavet. Det vil altid være en ongoing dialog mellem medarbejdere og ledelse og det er en vigtig ledelsesopgave løbende at tage denne dialog.

Pga. den stigende opmærksomhed, som listen får, så er vi i DS i gang med at overveje, hvordan vi kan styrke brugen af den. Indtil nu er det vores fornemmelse, at listen er det mest opdaterede overblik, der findes og det skal gerne styrkes endnu mere fremover. Tak til alle for at medvirke til at gøre den så virkelighedsnær som muligt. Har du spørgsmål eller forslag til rettelser, så send en mail til ncb@socialraadgiverne.dk – tak!

Her er link til listen: https://ncbarkholt.wordpress.com/2015/10/17/danske-kommuner-med-sverigesmodellen/comment-page-1/

Her finder du desuden mange brugbare informationer om sagstal generelt og de vejledende sagstal på Dansk Socialrådgiverforenings hjemmeside: http://www.socialraadgiverne.dk/Default.aspx?ID=8463

 

Få Sverigesmodel og forvaltningens organisering til at passe sammen

Sverigesmodellen er i fuld gang med at blive implementeret i adskillige kommuner. Lige nu viser en helt uvidenskabelig opgørelse, at ca. 19 kommuner er i gang med at implementere modellen og 11 kommuner er på vej til det. Yderligere 11 kommuner har valgt at opruste på børneområdet.

Principperne i Sverigesmodellen er at arbejde med hyppige opfølgninger tæt på børn, unge og forældre, at arbejde med indsatstrappen, at styrke det tværprofessionelle samarbejde, at sikre kompetenceudvikling undervejs i udviklingsprocessen og at sikre et sagstal på mellem 15-25 børn pr. socialrådgiver.

Den socialrådgiverrolle, man varetager som myndighedssagsbehandler, er væsensforskellig fra en tidligere mere traditionel måde at være socialrådgiver på. Man er ikke ansvarlig for 40-50-60 børnesager og udøver hjælp til familierne fra et skrivebord. Man er helt tæt på 15-25 børn, deres forældre, familie og netværk. Man er ude der, hvor børn og forældre trives og færdes, man er i kontakt med mennesker, som er tæt på barnet og de fagprofessionelle, som ser dem og har fingrene i dem. Man arbejder intensivt, koordinerer, sætter ressourcer i spil og foranstaltninger i værk og følger tæt op. Løsningen omkring det udsatte barn er ofte ukendt. Den skal udvikles, tilvirkes og formes i et tæt samspil med flere nøglepersoner. Virker indsatsen, sker der det, vi ønsker? Er der progression? Man evaluerer løbende og tæt på de involverede. Man synkroniserer så ofte, som det er muligt. Det er intense og forandringsskabende forløb, hvor man tror på, at forandringerne kan skabes i et samspil med barnets familie og de ressourcepersoner, der er brug for – indtil det modsatte er bevist.

Rollen er derfor meget handlingsorienteret og relationel. Man skal have viden og nærhed i relationerne for at kunne tage myndigheden rigtigt på sig, så der kan træffes gode beslutninger om i større eller mindre grad at skalere op for hjælpen eller at kunne trække sig ud af familien. Der er selvfølgelig administration og dokumentation. Der journaliseres, skrives referater af møder og det, som skal registreres ifølge loven, der skrives vigtige observationer ind, etc., men det er holdt på et nødvendigt lavere niveau end tidligere, så man gennem relationer til barnet, familien og samarbejdspartnere kan skabe resultater og forandring.

Det, som virker rigtig godt i den sammenhæng, er at have en organisering, der understøtter netop denne type rolle. Det, som ikke passer godt til en sådan rollevaretagelse, er en for hård funktionel specialisering, dvs. en opdeling mellem visitation, undersøgelsesteam og foranstaltningsteam. At man som familie har udsigt til at få tre til fire sagsbehandlere gennem et forløb strider imod den rollevaretagelse, som ligger i Sverigesmodellen, hvor kontinuitet, relation og personkendskab er det bærende.

Det som også kan virke hæmmende er, hvis sagsbehandleren ikke har beføjelser til at kunne træffe beslutninger om hjælp til familien. At være myndig og kompetent handler om at kunne agere og at udnytte momentum til at skabe fremdrift. Dér nytter det ikke noget, at man skal vente 1-2-3 uger med at vende tilbage, fordi man skal have clearet en beslutning i et visitationsudvalg. Det bremser og forsinker forløbet og tager den luft ud af processen, som man netop skulle bygge forandringen op omkring.

Når man er så tæt på opgaven og har et helt unikt indblik i familien, så har man gode forudsætninger for at beslutte. Det er ikke det samme som, at beslutningerne skal træffes egenhændigt og alene. Slet ikke. Det er oplagt, at beslutningerne bliver truffet i et fagligt fællesskab, hvor man kan dele sin tvivl og blive udfordret på sine vurderinger og idé om retning i sagen. Dét skaber kvalitet og trivsel – både for familien og for socialrådgiveren, fordi organisering passer til indhold.

Uanset om man praktiserer Sverigesmodel eller mere traditionel praksis, så kan det i den grad betale sig at dvæle ved, hvilken rolle, man som socialrådgiver med børnesager skal have og kunne agere som for at være en forebyggelse i sig selv. Derfor når man vælger en strategi, hvor det at involvere civilsamfundet og at involvere så mange kræfter som overhovedet muligt i at få barnet ind i en positiv trivsel blandt andet gennem SOS og Sikkerhedsplanlægning og at udvikle forældrenes evner og kompetencer, så er det helt afgørende, at strategien, der retter sig mod det, også passer til organiseringen på forvaltningsniveau. Laver man Sverigesmodel, men bevarer en hård specialisering, dvs. enten i aldersspecialisering, funktionel specialisering eller problemspecialisering (somme tider ses alle tre på en gang) samtidigt med, at man skal indstille større eller mindre beslutninger til et visitationsudvalg langt væk fra sagens kompleksitet, så misforstår man, hvordan rollen skal kunne agere for at indfri potentialet i modellens mindset.

Det er slet ikke det samme som, at der ikke er styring, men styringen og kvalitetssikringen er tilrettelagt anderledes ved at understøtte en videndelende og tæt samarbejdende kultur i teams, hvor man er ansvarlig for processen under ansvar, dvs. at man fortsat deler sin viden og får løbende feedback på vigtige og til tider indgribende beslutninger. Det er en misforståelse at tro, at så løber budgettet løbsk. Der skal fortsat være økonomistyring, men den skal være bygget ind i den daglige dialog omkring sagerne og foregå mellem faglige ledere og sagsbehandlere.