Giv os lov til at gøre det ordentligt

Der er lige nu valg til posterne i Dansk Socialrådgiverforening. Her er mit opstillingsgrundlag.

Jeg lærte i mit barndomshjem, at vi skal tage ansvar for hinanden. At dem med overskud er forpligtet til at hjælpe dem med underskud. Da jeg skulle vælge vej i livet efter skolen, søgte jeg ind på socialrådgiveruddannelsen, for ad den vej ville jeg kunne gøre en forskel både for mennesker, der er stødt på grund, og for fællesskabet som helhed. På studiet og siden på forskellige arbejdspladser har jeg mødt det samme grundlæggende menneskesyn blandt kolleger. Vi er her, fordi vi gerne vil gøre en forskel.

Men hvad er der sket? Flere og flere socialrådgivere føler, de må kaste håndklædet i ringen. De er afmægtige og fremmedgjorte. Grundfølelsen er, at det ikke længere er muligt at hjælpe mennesker, der både har brug for og ret til hjælp. At være socialrådgiver i dag handler ikke mere om at møde det andet menneske og sammen finde en bæredygtig vej videre i livet med fællesskabets hjælp. At være socialrådgiver handler i dag om at bruge det meste af ens opmærksomhed på at betjene et monstrøst system.

Det system, vi har skabt for at hjælpe et nødstedt menneske til glæde for både den nødstedte og samfundet, er blevet helt kafkask. Det er blevet besat af at dokumentere og registrere alt, hvad der sker i relationen mellem borger og socialrådgiver, uanset hvor relevant, det er for borgerens situation, socialrådgiverens handlerum og samfundets investering på sigt.

Det er et system, som er skabt af mistro og mistillid til opgaveløsningen. Det er også et system, der fostrer mere mistro og mistillid – til borgeren, til socialrådgiveren, til politikere og embedsfolk. Det er en ond og håbløs spiral, som vi skal have bremset og vendt. Den gode intention om at hjælpe udsatte er røget ud med badevandet.

Det system, vi har skabt, er særligt kendetegnet ved en uhyre kompleksitet, som ses i den hastigt voksende mængde af love, retningslinjer, procedurer, nye it-systemer, mv. Tiltag der, trods politikeres ihærdige intention om at gøre det hele mere enkelt, bare gør opgaveløsningen mere og mere kompleks. En socialrådgiver bruger i dag nærmest al sin tid på at afklare, hvilke love og paragraffer og dermed kasser, borgeren skal proppes ned i.

Hvis vi skal bremse og vende denne onde spiral, så skal vi tilbage til det, der er kernen i socialt arbejde, nemlig at skabe en tillidsfuld relation mellem de mennesker, der har brug for hjælp og dem, der yder den. Hvis et menneske ikke har tillid til dem, der skal hjælpe dem, så virker hjælpen ikke. Her kommer kampen til at stå de kommende år.

Det handler ikke blot om at afbureaukratisere, men om at gentænke selve styringen af området. Vi skal reducere i den kompleksitet, som love, regler, dokumentationskrav, registreringer, mm. skaber. Det gør vi ved at fokusere og styre på meget færre og centrale aspekter af praksis, ved at fokusere på det, der skaber værdi.

Hvis vi skal måle, så skal det især være på, om borgeren oplever at flytte sig – oplever at mødet med systemet giver dem handlekraft, oplever at vi gør en forskel i deres liv, oplever at vi interesserer os for dem, oplever at vi forstår, at deres situation er unik. For i den sidste ende, så skal det nødstedte menneske have troen på, at de kan klare sig selv.

Jeg oplever til gengæld med stor glæde, at der er en spirende erkendelse blandt flere og flere politikere og embedsfolk. De kan se, at systemet i dag langt fra er optimalt. De kan se, at der skal ske en mindre revolution på området, hvis vi skal vende udviklingen.

Derfor er det også rigtig vigtigt, at DS netop nu sætter en markant dagsorden, der handler om styring i den offentlige sektor. Det skal være en af DS’ hovedprioriteter. Det er en dagsorden, som gælder alle store områder med mange ansatte socialrådgivere; børn, beskæftigelse, handicap. Vi skal udnytte den viden og erfaring, vi har fra praksis, til at skabe en bedre styring.

Et centralt element i den fremtidige styring er vidensdagsordenen, fordi den spiller tæt sammen med at ændre styringen og de forhold, vi arbejder under. Vi skal vise, hvad det vil sige, at arbejdet virker, hvordan vi gør en reel forskel. Det skal gøres begavet og tæt koblet til vores praksis. Det skal ske gennem brede alliancer, som heldigvis er i støbeskeen. Vi skal vise, hvordan styring skal designes ud fra evnen til at skabe relationer. Målet er at opnå den rette fordeling af dokumentation og vidensarbejde på den ene side og kontakten med udsatte mennesker og samarbejde med aktører på den anden. Det er vejen til et bæredygtigt og handlekraftigt arbejdsmiljø.

DS skal bevare trykket på ministerierne, som er sat i gang. På børneområdet skal vi blandt andet være i kontakt med børn og forældre ca. 40 procent af tiden for at kunne gøre en forskel. DS skal følge de mål i et meget tæt samarbejde med ministerierne.

DS skal udvikle og styrke arbejdet med at involvere og bruge medlemmernes viden og erfaring. Både i forhold til vores arbejde overfor politikere og embedsfolk, men også i netværk og faggrupper, så vi kan trække på hinandens viden og erfaring direkte i opgaveløsningen. En af de allerstørste værdier og kampmuskler, vi har, er den viden, vi besidder som faggruppe. Den skal vi sætte meget mere fokus på. Den er hovedkilden til at skabe en positiv udvikling på det sociale område både til gavn for det nødstedte menneske og for fællesskabet. Samfundsøkonomisk og medmenneskeligt. For arbejdsglæde og trivslen på arbejdspladsen.

Vi vil have lov til at gøre vores arbejde ordentligt!

Det magiske i arbejdet som skolesocialrådgiver

At arbejde som skolesocialrådgiver har altid været mit drømmejob.

Jeg forestiller mig det der med at have overblikket over en hel skole og at facilitere samspillet med forvaltningen.

Og at tage sig af en række forløb med børn, hvor der er brug for opbakning, støtte,  socialfaglighed og måske også hjælp til praktiske opgaver.

Det at kende børnene på gangene og at have den uformelle, men vigtige berøring med dem i hverdagen.

Det at være til rådighed for lærere og pædagoger og at lægge kriser ned – simpelthen bare være der og hjælpe dem med at få antarktisk is i maven, så der kan arbejdes støt men sikkert fremad i forhold til børn og forældre.

At tale om opkvalificering af personale på skolen i forhold til tidlig opsporing af sociale problemer. Hvad skal man se efter og hvordan reagerer man mest hensigtsmæssigt, når man ser det? Det indebærer at være opdateret på den nyeste viden på området – herunder særlig viden om, hvordan den sociale mobilitet øges.

Det at sparre med skolelederen om udvikling af rammerne for forebyggelsen. Hvordan bliver skolen til et kulturelt og socialt omdrejningspunkt for aktiviteter og udvikling af bedre trivsel?

Det at medvirke til at skabe gode fællesskaber for forældrene – også dem på kanten, som ikke af sig selv er en del af det. Dvs. at fornemme og at forbinde mennesker – skabe forbindelser mellem mennesker, der udvikler netværk, læring og øget selvstændighed.

Lysten vender helt tilbage…!

Den falske retssikkerhed

Retssikkerhedskortet bliver ofte trukket, når talen falder på for meget regulering i velfærdsarbejdet på børneområdet. Når der er for mange fejl i sagsbehandlingen bliver der ofte sagt ”lovbrud” og ”retssikkerheden bliver svigtet”. Når man betragter det på afstand, så er det en forståelig reaktion. På den anden side kan alle kommuner berette om høje fejlprocenter i sagsbehandlingen. Det rejser flere spørgsmål. Dels hvad er det virkelige problem i forhold til de store fejlprocenter og hvad forstår vi egentlig ved retssikkerhed?

Socialrådgiverne følger loven, det har de pligt til ud fra det, som skiftende politikere beslutter i Folketinget, det er kernen i det at leve i et demokrati, men i dag er det sådan, at der ikke er råd til at overholde loven og samtidigt være en forskel i det direkte arbejde med børn og forældre. Grunden til det er, at der er indført så mange detaljerede formkrav, som bliver omsat i mange klik og indberetninger i DUBU, at al tiden går med det. Med andre ord er der ikke råd til, at vi både skal tilfredsstille de mange datakrav samtidigt med, at vi skal være i kontakt med børn og forældre.

Det efterlader mange socialrådgivere og ledere i et kæmpe dilemma på børneområdet. Man skal både sidde foran pc´eren for at tilgodese mange proces- og dokumentationskrav og samtidigt se barnet, tale med forældrene, tage på hjemmebesøg, lægge mange timer i at lære børn og forældre at kende, motivationsarbejde, etc. Det forstærkes af, at der stilles fortsat større og større krav til dette arbejde i takt med, at området i stigende grad bliver professionaliseret rent metodisk. Sverigesmodellen stiller skarpt på at styrke det relationelle arbejde og det tværprofessionelle samarbejde for at skabe resultater og en bedre forebyggelse.

Dette dilemma er skadeligt, for det påvirker i den grad arbejdsmiljøet. Det påvirker dialogen i alle ledelseslag, fordi faglige ledere og chefer bliver målt på, om der er røde eller grønne tal. Det fører til pres på socialrådgivere og på ledere. Jeg har også fået meldinger om, at der fifles med tallene for, at det hele skal se rigtigt ud. Alt i alt en meget negativ spiral, som kun afføder endnu mere mistillid i alle relationer: Mellem borger og socialrådgiver, mellem leder og socialrådgiver, mellem ledelse og det politiske niveau.

Der er flere udfordringer.

Den ene er, at proceskravene i loven har taget til løbende på baggrund af nye regler og nye krav fra politisk side. Det er især sket i halen på triste enkeltsager med svigtede børn, som har været vist i pressen. I loven står der ikke, at der skal føres denne kontrol. Den er blevet udviklet og udbygget af Ankestyrelsen ud fra et politisk ønske. Der står ingen steder i loven om, at disse data skal tilvirkes. Det er altså et administrativt apparat, der direkte i forlængelse af loven er koblet på. Omvendt er loven udformet, så den meget nemt kan omsættes til et sådant dokumentationsregime. Lovgivningen bliver af Ankestyrelsen betragtet som en kageopskrift. Dvs. at man skal gå frem i den rette rækkefølge i sagsbehandlingen og det er også den rækkefølge, at sagsprocessen er designet ud fra i DUBU. Det er også den rækkefølge, som afrapporteringerne er bygget op omkring. Hvert eneste skridt skal registreres og sendes til Ankestyrelsen – fra underretningen modtages til der laves foranstaltning og herefter løbende opfølgning på foranstaltning. Alt skal indberettes.

Den anden udfordring er, at der ikke differentieres mellem de fejl, som der bliver udløst, når oplysningerne ikke bliver indrapporteret rettidigt. Der er mulighed for at registrere mange typer af fejl. Ankestyrelsen gennemgår minutiøst hver sag og kan lægge vægt på, hvordan der er journaliseret, om handleplanen er fulgt op på rettidigt, osv. På mange punkter kan det blive til en fejl. Og hvis krydserne ikke er sat rigtigt udløser det også fejl. Disse fejl skal registreres rigtigt. Derfor bliver der sendt fejllister ud løbende for, at kommunerne kan få fejlene rettet og genfremsendt igen til Ankestyrelsen. En almindelig og efter min viden fornuftigt praktiserende kommune havde på et år knap 6.000 fejl, der skulle rettes. På et kvartal var der 1.600 fejl. Det tog 18 medarbejdere tre dage at rette fejlene. Værdifuld tid som kunne være gået til børnene.

Den tredje udfordring er, at de uendelig mange data på ingen måde kommer borgerne til gode. Hvilken glæde har de af, at alle disse data bliver registreret? Ingen i min optik. Det er data for datas skyld. Og den nylige rapport fra Rigsrevisionen bekræfter, at de mange data ikke bliver anvendt til noget. Det er helt grotesk i min optik. Det grænser sig til et offentligt omsorgssvigt. Det er det, vi som socialrådgivere ser, fordi vi brænder for at gøre en forskel, men at vi bliver forhindret i det, når dataproduktion og it-manøvrering tager al vores tid. Læg dertil kommunernes egne kontrolsystemer.

Den fjerde udfordring er, at inddragelse af børn og unge bliver nærmest umulig, når der skal dokumenteres så meget. Man kan i dag gå så vidt som at sige, at systemet egentlig ikke er designet til at inddrage. Det som skulle være det allervigtigste i vores arbejde, nemlig at se og være i kontant med børn i smerte – det er faktisk ikke vigtigt i den store kontekst. Det vigtige er, om krydserne er sat og om registreringen er foretaget. De kommunale forvaltninger skyr inddragelse, fordi vi er bundet til skærmen og børn og forældre møder en teknokrat, en robot nærmest, frem for et menneske med overskud, der skal starte en vigtig proces sammen med dem. Førhen var det en dyd at komme på hjemmebesøg som det første, når vi modtag en bekymring for et barn, fordi – og lyt nu godt efter – du kan ikke have nogen som helst mening om et barn, hvis ikke du har set, hvilke omgivelser barnet lever i. Du skal MÆRKE barnet for at kunne skrive meningsfuldt om det – du skal tale med barnet og forstå barnets situation og dilemmaer og måder at se verden på, før du kan handle meningsfuldt. Dette bliver nedprioriteret pga. den datakultur, vi har i dag. Og så bliver kvaliteten over en bred kam meget ringere.

Så når borgere og politikere taler om, at vi ikke kan give slip på disse mange forskellige formkrav af hensyn til retssikkerheden, så kan man helt modsat tale om, at det er en falsk form for retssikkerhed. Denne retssikkerhed er bygget op omkring de mange proceskrav, der skal registreres. Den bliver falsk, når 1) der er høje fejlprocenter i alle kommuner, oftest 50 procent og derover og 2) der er ikke råd til at efterkomme de mange krav. Det som gør det hele endnu mere tragisk er, at vi ikke kan opfylde de mest vitale retssikkerhedskrav, fordi vi skal dokumentere mange detaljer løbende.

Retssikkerhed er i min optik, at børn og forældre kan regne med, at deres sag bliver behandlet professionelt og rettidigt. Dvs. at de kan regne med en professionel indsats og at de kan regne med en fuld oplysning af sagen sammen med socialrådgiveren. Her kommer forvaltningsloven og god forvaltningsskik i spil. Retssikkerhed er at man kan klage over sin afgørelse, at der kan komme nye og uvildige øjne på, som kan træffe beslutning på kommunens vegne.

Hvis vi drives til at bruge en meget stor del af vores tid med ”det forkerte” arbejde, så svigter vi børnene. Derfor giver det ikke mening at tale om retssikkerhed ud fra det dokumentationsregime, som lige nu er gældende. Det giver heller ikke mening at tale om retssikkerhed ud fra de høje fejlprocenter, som der førhen løbende kom tal ud omkring og som har negative konsekvenser i kommunerne. Man er af gode grunde holdt op med at melde disse fejlprocenter ud, fordi man har erfaret, at det har negative konsekvenser.

Rigsrevisionen har sendt et meget vigtigt signal, som siger, at ansvaret ligger hos Folketinget og ministeriet. Rigsrevisionen har dog købt ind på den præmis, at man kan tage Ankestyrelsens analyser og selve opsætningen i reguleringen for gode varer. Det kan man ikke. Man skulle have stillet det store spørgsmål og undersøgt, HVORFOR er der så mange fejl i sagsbehandlingen. Dét havde været en interessant analyse.

På den baggrund giver det tværtimod mening at tale om retssikkerhed ud fra få, vigtige og vitale formkrav, som skal efterleves. Styringsmæssigt skal der være den rette balance. Man kan ikke bede socialrådgivere om at dokumentere hele tiden, hvad de gør – eller jo, det kan man godt, har vi set, men så kommer de aldrig i nærheden af børnene, forældrene og kerneopgaven. Her er kerneopgaven defineret som at skabe forandring og først og fremmest håndtere bekymringen for barnets tarv. Når der ikke differentieres mellem, hvad der skal indberettes, så bliver alt lige vigtigt, men alt er langt fra lige vigtigt at dokumentere. Socialrådgivere mener, at det er langt mere katastrofalt, at barnet ikke har været inddraget, end det er at krydserne ikke er sat rigtigt eller at journalen ikke er korrekt udfyldt. Socialrådgivere vil til enhver tid vælge at tale med barnet, at gøre det, der skal gøres operativt. Det er den situation, som skaber stress og konflikter.

Vi skal finde den rette balance i styringen. Vi har lige nu en unik mulighed for at skræddersy en ny og bedre samlet opsætning, som også vil involvere et it-system, DUBU, i en helt anden udgave, end vi ser i dag. Når alle kravene til dokumentation ændres, så ændres DUBU også. På den måde kan vi slanke det, så det rendyrket bliver det redskab, der kan understøtte sagsbehandlingsprocessen fagligt. Det gør det slet ikke i dag.

Retssikkerheden skal genindføres, så børn, forældre, familier kan regne med, at opgaven bliver udført og at det sker med kvalitet. Det kræver et særligt design, som afviger radikalt fra det, vi har i dag. Det arbejder socialrådgivere og DS i dag på at udvikle et nyt forslag til.

Det er interessant at lægge mærke til, hvad andre foreslår for at løse de tydelige udfordringer, vi har. Afhængigt af position og optik kommer der vidt forskellige bud. Jeg skal nok lade være med at nævne navne.

Nogle tror, at det vil være løsningen at koble et nyt modul på DUBU, der vedrører ”resultatdokumentation”. Nej, det vil bare forværre den situation, vi har i dag. Mere ubegavet bureaukrati.

Nogle mener, at kommunerne skal straffes med sanktioner i form af bøder. Det giver heller ingen mening, for skulle det få kommunerne til at efterleve de krav, der er? Svaret er nej, det har de ingen chance for med den nuværende regulering.

Nogle mener, at der skal laves flere retningslinjer, så man kan sikre, at handleplanerne bliver lavet. Nej! Problemet er misforstået – det er ikke fordi socialrådgiverne ikke kan eller ikke vil lave handleplanerne. Det er fordi, tiden ikke er til det.

Nogle mener, at lydoptagelser af samtalerne må være svaret. Nej, for det vil ikke løse det grundlæggende problem og det vil blot gøre dialogen mellem børn, forældre og socialrådgiver endnu mere vanskelig.

Mange står i kø med gode idéer, men det er de færreste, der vil få en reel positiv betydning. Der mangler en reel politisk-faglig dialog, der udvikler et helt nyt mindset, som kan gennemsyre reguleringen på området.

Hvad skal mindsettet kunne?
– Det skal reducere det bureaukratiske tryk.
– Det skal have et nyt og positivt syn på praksis.
– Det skal vise socialrådgiverne tillid til faglighed.
– Det skal forholde sig til, hvad effekt er og hvordan kan effekt på dette område måles og anvendes meningsfuldt.
– Det skal gå nye veje, hvor vi begynder at måle indsatsen på outcome – dvs. hvad børn og forældre reelt får ud af indsatsen.

Et sådant mindset vil være den reelle begyndelse på at vidensbasere arbejdet, fordi vores fokus vil være på, hvad der virker i de relationer, vi har til børn og forældre, frem for en rigid procesregulering, der ikke bliver brugt til noget. Det vil faktisk føre til, at lokalpolitikerne vil vide, om der sker en positiv udvikling på området, fordi effekten bliver kortlagt. Det kan man ikke i dag.

Det er heri, paradigmeskiftet i reguleringen består. Første skridt er børneområdet. Derefter bør det indføres på andre velfærdsområder, fordi det vil give fagligt mening og kunne betale sig. Det mindset vil faktisk være begyndelsen på det at kunne måle effekt af indsatserne.

Rigsrevisionen har fat i den lange ende

Når Rigsrevisionen kritiserer Folketinget og ministeriet, så har de fat i den lange ende. Socialrådgiverne kan love et løft af området, men det kræver altså, at man begynder at lytte til, hvad socialrådgiverne siger og har sagt de seneste år.

Vi socialrådgivere deler frustrationen over, at sagsbehandlingen og i særdeleshed kvaliteten i anbringelserne ikke kan dokumenteres bedre. Det er en vigtig politisk opgave at få ændret på dette!

Det vi ser i denne rapport er udfordringer, som Dansk Socialrådgiverforening (DS) har påpeget i årevis og som er skabt af Folketinget og Socialministeriet og som der ikke er blevet reageret på. For det er klart, at hvis man som fagperson, der udmærket godt ved, hvad der skal til for at hjælpe disse børn allerbedst, sidder og har bundet sine ressourcer op i et enormt bureaukrati, så er det dybt frustrerende. Og naturligvis er det ikke mindst dybt problematisk for de mange børn og unge, som det går ud over.

En af årsagerne er, at regler og kontrol er vokset så meget, så det er blevet helt absurd. I dag er det desværre sådan, at en meget stor del af de ressourcer, vi burde bruge på at arbejde ude ved familierne og med børnene, dem bruger vi på at dokumentere. Vi arbejder i meget omfattende og tunge systemer, som tager tiden og ressourcerne fra det vigtigste, nemlig dialogen med børnene.

Der er tale om svære og komplekse sager. Den omfattende dokumentation sluger tid fra kerneopgaven, nemlig at arbejde ude tæt på børn og familier. Dér har vi en forbandet pligt til at sætte ind. Når man skal anbringe et barn, så kræver det tid og ressourcer. Så nytter det ikke noget, at man sidder med 40 sager og at man har 100.000 ting man skal gøre i sagerne. Det siger sig selv.

Det kommer muligvis som en overraskelse for mange, men det har altså aldrig været meningen at måle på effekt. Det har Folketinget og ministeriet ikke interesseret sig for. Man har i forsøget på at sikre borgernes retssikkerhed etableret et kafkask system, der fokuserer på detaljeret procesregulering frem for at kunne håndtere den enkelte borgers unikke og komplekse livssituation. Dermed er hele intentionen røget ud med badevandet.

Det er vigtigt at stoppe op! Jeg kan frygte, at der kommer flere målepunkter. Vi kan risikere at få en byge af nye reguleringer ud af det her. Det er så uendelig vigtigt, at der nu ikke bliver opfundet nye regler eller systemer med endnu mere bureaukrati, men at vi sætter os for at måle på, om indsatsen hjælper børnene videre i livet. Det vil give et helt andet fokus på, hvordan det opleves og perspektiverne i det for de børn og forældre, det handler om.

Mange socialrådgivere kæmper hver dag for disse børn og unge på trods af disse vilkår og der er positive bevægelser i gang lige nu. De skal forstørres langt mere. Sverigesmodellen er et godt eksempel. Lige nu er der kommuner, der bruger ressourcer på at rykke tæt sammen omkring familien gennem et tværprofessionelt samarbejde. Det skaber bedre resultater.

I DS ser vi meget frem til en dialog med ministeriet om, hvordan vi skal finde en god balance i styringen mellem kontrol, faglig dokumentation, kontakt med børn, unge og forældre og at måle på effekt. Det er en vindersag. Det er en vision, vi må have til fælles og det er på høje tid, at vi går sammen for at komme i en ny og langt bedre retning på området. Personligt mener jeg, at vi skal sidde sammen og blive i det til forandringen kan ses. At vi laver en arbejdsgruppe, der forpligter sig på en forandring, så vi sikrer os, at den bliver fulgt til dørs. For børnenes skyld. Nu og på lang sigt!

Link til Rigsrevisionens rapport: http://www.rigsrevisionen.dk/publikationer/2016/212015/

Brug af SMS, skype, mv. er udbredt overfor udsatte mennesker

Kan man frygte, at socialrådgivernes arbejde bliver overtaget af en robot? Nej, er mit klare svar, fordi socialrådgivernes arbejde handler om at bruge loven til at skabe rammer for, at udsatte mennesker kan udvikle sig og bedst muligt afhjælpe og håndtere sociale problemer. Men teknologien kan og skal understøtte vores arbejde bedre og de muligheder skal vi gå forlæns ind i at undersøge. Hvis ikke praktikerne gør det, så vil andre muligvis få gode idéer om, hvordan vores arbejde kan understøttes teknisk og så kan det risikere at ramme helt ved siden af.

Når socialrådgiveres arbejde ikke kan overtages af en automatiseret “robot”, så er det fordi, at det at iværksætte indsatser overfor udsatte mennesker ikke er en eksakt videnskab. Socialrådgivere fortolker loven, der er altså tale om en fortolkningspraksis, og vi anvender flere vidensformer; fagligt erfaringsbaseret viden, forskning, teorier og praksisnær viden om borgerne til at argumentere for, hvad der vurderes til at være den bedste indsats, der afhjælper de sociale problemer på den måde, som de ser ud hos det enkelte menneske. Det er altså også en ny læreproces og en argumentationspraksis, der skal tilpasses individuelt hver gang.

Men nye teknologiske muligheder bidrager også til nye kontaktformer, som kan bruges mangfoldigt til at understøtte sagsbehandlingen og til at dække borgeres behov på en bedre måde. Teknologiske nye muligheder bliver derfor et godt supplement til at vise, hvordan der kan være flere veje til at nå målene.

Jeg har spurgt en række socialrådgivere om, hvordan de bruger SMS, chat og video i arbejdet med de mest sårbare mennesker. Besvarelserne viser, at redskaberne anvendes refleksivt og tilpasses den faglige kontekst, at SMS er udbredt og at de nye muligheder bruges til mere smidigt at tilgodese udsatte menneskers behov.

Jeg spurgte: Er der nogle af jer, der Skyper med borgere, chatter eller SMS’er? Eller andet? Og hvilke styrker og svagheder har det? En række socialrådgivere gav følgende svar:

“Vi, min kollega og jeg, bruger ofte SMS i kontakten til borgere på vores forløb. Vi arbejder med aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere og har et forløb med nogle af de borgere. For særligt den mest sårbare/udsatte del af den gruppe mennesker, har det vist sig, at være en god måde at skabe og opretholde en kontakt i perioder, hvor de fx har meget svært ved at møde op.”

“I Kriminalforsorgen anvendes både Lync-møder (Skype) i samarbejdet med andre myndigheder, hvor indsatte og klienter på fri fod kan deltage i samtalerne. Det fremmer bestemt mulighederne for indsatte. Dertil anvendes SMS-kommunikation også i forhold til tilsynsklienter på fri fod, som både kan tilsluttes NemSMS og dermed påmindes aftaler og SMS’er anvendes, når telefonen ikke besvares. Det kan medvirke til at give mere fleksibel kommunikation mellem klient og sagsbehandler.”

“Det er vigtigt at huske også at journalisere SMS-kommunikation.”

“SMS og mail er gode kontaktredskaber og kan være mindre skræmmende end opkald. Jeg ville dog ikke lade det erstatte hverken et officielt brev eller en samtale. Det er udelukkende som støtte i kommunikationen. Senest som mentor.”

“Jeg SMS´er gerne om kommende mødeaftaler med forældre og unge… og det fungerer ret godt!. Men det er jo begrænset, hvad vi kan få lov til at kommunikere derudover grundet omgangen med personfølsomme oplysninger, der måske kan ende forkert ude i “cyber”…”

“Jeg SMS´er. Breve bliver nemlig ikke sådan lige åbnet og mange mødeindkald misses af samme grund. Dokumentationen er dog ikke sådan lige til.

“Jeg ved, at afdelingerne bruger meget SMS med deres borgere og disse SMS indføres direkte i vores journaler. Også borgernes SMS´er. Selv SMS´er jeg om mødetider, aftaler, men det kan også være om konkret sagsbehandling/opfølgning af noget, jeg har aftalt med forældrene.”

“Jeg bruger ofte SMS. Arbejder med alle typer voksne med funktionsnedsættelser – men har en særlig interesse i borgere med psykiske problemstillinger. Nogen gange kan det være enormt angstprovokerende at tale i telefon med “hende fra kommunen”. Det kan også for nogen være svært at huske, hvad vi lige talte om. Her synes jeg SMS er et supergodt redskab, så er det som om, at afstanden bliver kortere og det hele knapt så formelt.”

“Min erfaring er at Lync/Skype godt kan fungere som supplement til snakke med borgere – men kun i den langvarige kontakt hvor et tillidsforhold allerede er etableret og man også har regelmæssige ansigt til ansigt samtaler. Der er et problem med øjenkontakten på Lync. Til gengæld tidsbesparende. SMS synes jeg er uundværlig i forhold til at lave aftaler. Og jeg oplever, at det for mange borgere føles nemmere og mere tilgængeligt. Men igen – de virkelige møder kan ikke undværes.”

“Jeg har haft god gavn af SMS kontakt med borgere, men pga. datasikkerhed bliver det nok stoppet.”

“Vi chatter med mange af dem, vi rådgiver i Kræftens Bekæmpelse. Det tiltrækker nye målgrupper. Udfordringen er at al chat kan printes.  Fra den 1. august åbner vi for videorådgivning. Hvis brugeren ønsker det.”

“Jeg SMS´er og sender og modtager mails med mange borger. Det er superhurtigt og en god kontaktmulighed.”

Jeg SMS´er ofte til børn og unge, og faktisk også en del med forældrene. Flere forældre efterspørger at få besked på SMS frem for mail. I øvrigt er der for mig at se ikke noget mønster i, hvilke forældre der gerne sender og modtager SMS´er. Det er eksempelvis både veluddannede og ikke uddannede forældre, som foretrækker tilbagemeldinger fra mig på SMS.  Jeg spørger ofte både børn, unge og forældre, om de ønsker en melding via mail eller SMS – dog til de kortere beskeder.”

“Jeg arbejder i socialpsykiatrien. Jeg bruger SMS, mail, Facebook, mm. i kontakt med mange borgere. Når de melder afbud, bliver jeg rigtig glad. Det er kontakt og betyder, at de er i live, og jeg bliver rolig. Hellere 10 gange afbud end at jeg ikke hører fra dem. Så det er et stort ja fra mig til brug af elektroniske muligheder.”

“Vi mailer og SMS´er en del og har udviklet Den Digitale Dagbog (DDD), som blandt andet består af SMS-dialoger som et udviklingsskabende redskab. Det vil sige at gennem brugen af mikroanalyse i SMS´er skabes udvikling og forandring. Det betyder, at jeg tager udgangspunkt i dels de digitale medier, kommunikation og viden om udvikling og forandring – for mig er det forankret i det løsningsfokuserede paradigme.” På Dansk Løsningsfokuseret Institut udbyder vi kurser i DDD, og jeg er ikke i tvivl om, at vi kun har set toppen af potentialet i inddragelsen af digitale medier i socialt arbejde.”

Jeg håber, du blev metodisk inspireret i dit arbejde som socialrådgiver. Og er du borger, der læser dette, så fortæl din socialrådgiver, hvad der virker godt i kontakten med dig.

Er folkeskolen for de børn med særlige behov, som vi vil inkludere?

Lige nu ligger bolden i kommunerne, når vi taler om det sociale børneområde. Det er dem, der gennemfører dybtgående ændringer på dette område, som slår lige ned i diskussionen om udsatte børns læring og integrationen af dem i folkeskolen og i samfundets ’normale arenaer’ i øvrigt.

Folkeskolereformen hænger sammen med inklusionsreformen og har en stærk dagsorden om, at ’normalskolen’ skal rumme og kunne give ordentlige tilbud til flere børn med særlige behov. Handicappede, børn med sociale problemer, osv. Det indgår i den store omstilling, der er i gang efter folkeskolereformen.

Inklusion er svært og folkeskolen er yderst presset. Der er mange udsatte børn med vanskeligheder, som er svære at håndtere. Det lader til, at de seminaruddannede ikke har værktøjerne med til det.

Visionen om inklusion er smuk, men visionen bliver alene til en eftertanke. Visionen er at skabe hele mennesker ved at være sammen i mangfoldige fællesskaber. Vi har godt af at være sammen med dem, som ikke minder om os selv. Det skaber rummelige mennesker. Det er visionen. Det er jo alt sammen fint, men det sker jo ikke bare, fordi vi siger, det sker.

Det kræver ressourcer, kræfter, eftertænksomhed og investeringer. Men problemet er, at der er underskud, stress og manglende kompetencer i folkeskolen. Generelt set har vi en presset folkeskole og så er det svært at skabe inklusion. Visionen er vigtig, men den grundlæggende årsag til, at man har gjort det – den er økonomisk. Man er gået mere op i, hvor meget man skulle spare, end i hvor godt inklusionen skulle lykkes. Derfor er visionen blevet en eftertanke.

Problemet er, at der ikke kun foregår inklusion i folkeskolen. Der foregår også en folkeskolereform, som ikke fremmer inklusionen. Den stiller nye krav til lærere og pædagoger. Mindre forberedelsestid, de skal samtidigt opfinde nyt; bevægelse i undervisningen, understøttende undervisning, åben skole, lektiecaféer, de skal til at samarbejde i teams. Nogle steder har man gjort det i mange år og mange steder er det helt nyt. Der er et meget stort pres på folkeskolen i dag. Det er et under, at folkeskolen ikke er imploderet endnu. Det er en cadeau til mange ildsjæle derude, lærerne og pædagogerne.

Derudover presser vi i forvejen mange elever ind i klasserne og vi slår samtidigt en masse skoler sammen. Når vi samtidigt skal lave inklusion, som kræver en specialiseret tilpasning, så bliver det endnu mere presset.

Lov 409 presser også. Dels skal underviserne undervise mere og dels er der kommet nye opgaver. Op mod 50 procent af undervisningstiden skal foregå i åbne, alternative, tværfaglige projekt- og temaorienteret ikke-røv-til-sæde-undervisning. Det kræver, at lærerne arbejder på helt nye måder.

Folkeskolereformen er ikke en opskrift, men en vision. Spørger man mange af de børn, som fx ligger i autismespektret, så er folkeskolereformen en katastrofe. Det stresser dem, når det bliver uforudsigeligt. Det får dem til at reagere voldsomt. Samtidigt med, at vi laver en inklusionsreform, så laver vi en folkeskolereform, hvor man skaber en skole, som er direkte fjendtlig mod dem, vi skal inkludere.

Så når talen falder på om folkeskolen er for de udsatte og de børn med særlige behov, vi vil inkludere, så er svaret desværre nej. Ikke i den udgave, vi har i dag.

Hvis folkeskolen skal inkludere alle, så skal den specialisere sig. Vi bliver nødt til at skille børnene ad og gruppere dem, så vi kan få nogle mere specialiserede kompetencer ind. Vi skal have specialområdet ind i folkeskolen, hvis vi vil inkludere i det store omfang, vi gør i dag.

Den kompetenceopbygning skal foregå flyvende. Den løsning vi havde før var meget dyr og den udsultede almenområdet. Derfor skal det tænkes sammen. Det er bedre, at vi får specialiseret skolerne, så der bliver opøvet nogle kompetencer.

Samtidigt foregår der en stor omstilling af specialindsatsen og i samarbejdet mellem almenområdet og specialområdet. Der er mange tilløb til ændringer i kommunerne. Sat på spidsen 98. Derfor er det umuligt at tale om én model. Men der er en ny tænkning, som har nogle gode fællestræk. Ideen er, som i den svenske model, at vi skal arbejde langt mere sammen i forhold til udsatte familier og deres børn. Socialrådgivere, lærere, socialpædagoger, PPR, UU, sundhedsplejen – og forældrene. Og for så vidt også børnene selv. Og vi skal arbejde på at komme familierne til hjælp tidligere, mere fleksibelt og langt bedre koordineret end hidtil.

Det skal i høj grad ske i de arenaer, hvor familien og barnet er allerede: I hjemmet, i skolen, i daginstitutionen. Målet er også, at det skal ske så tidligt som muligt, så man kan nå at fange problemer, før de udvikler sig – og løse dem hurtigere og billigere, uden at flytte for meget rundt med børnene. Vi skal generelt arbejde meget mere handlingsorienteret.

Jeg er ikke i tvivl om, at der er meget fornuft i den model. Vi har arbejdet alt for ukoordineret, for sent og på en måde, som slet ikke kan mobiliserer de kræfter, der kan være i familien, i skolen, i dagtilbud, osv. Og for så vidt også i jobcentret og de andre tilbud til voksne, der ikke helt kan klare hverdagen selv – det er næste fase i omstillingen.

Denne omstilling er ikke født ud af folkeskolereformen. Den lå så at sige indbygget i kommunalreformen, der samlede hele ansvaret i kommunerne. På en måde passer den til de ændringer, der er i gang i folkeskolen lige nu. Men der er en række forudsætninger, der skal være tilstede, før visionen kan blive indfriet.

Forudsætninger
– At man erkender, at alle problemer ikke kan løses ved at lærere, pædagoger, socialrådgivere, forældrene, PPR osv. taler sammen og koordinerer indsatsen tidligt og fleksibelt. Mange børn skal stadig have en specialiseret hjælp, socialpædagogisk, specialpædagogisk, psykologisk, osv. Og mange skal have det i specialinstitutioner af den ene eller anden art.

– Mange skal stadig anbringes, fordi deres familier ikke vil være i stand til at tage sig af dem. Vi skal altså kombinere en ny måde at arbejde på i familien, skolen osv. med relevante og fagligt tilpassede specialiserede indsatser.

– Vi skal alle sammen ændre vores måde at arbejde på, så vi faktisk kan indgå i en ny ’model’. Socialrådgiverne, lærerne, sundhedsplejerskerne, anbringelsesstederne, familieværkstederne, osv. Vi skal sætte koordineret ind i de ’normale arenaer’, så meget som muligt.

– Det stiller store krav til socialrådgiverne, det er ikke a walk in the park. Vi skal væk fra forvaltningen og skærmen, vi skal turde være ude i marken og samarbejde ligestillet og hurtigt med andre faggrupper, og vi skal lære at mobilisere forældres og netværkets ressourcer.

– Det stiller store krav til anbringelsesstederne og de skoletilbud, der ligger uden for folkeskolen. Svaret er for mig at se, at anbringelsessteder og skoletilbud uden for folkeskolen omstiller sig og gør sig klar til at samarbejde med kommunerne inden for den nye dagsorden, de har bygget op.

– Omvendt må kommunerne åbne op for dette samarbejde – de har brug for plejefamilier, opholdssteder, behandlingsinstitutioner, små specialskoler osv., og de må tage skridt til at udvikle det samarbejde, der bør være. Jeg ved, at nogle opholdssteder med interne skoler faktisk samarbejder på den måde, og det er for mig at se indlysende at gå videre ad den vej.

– Dermed kan kommunerne også inddrage den specialviden, alle de vigtige erfaringer, som ligger i opholdssteder, interne skoler osv. Det er absurd at begrænse vidensdiskussionen til noget om evidens. Det er ærgerligt, at Socialstyrelsen kommer til at skabe en skæv tilgang til viden, som ligger i det paradigme. Vi skal finde måder at anerkende, inddrage og især generalisere den meget store viden, der ligger ude i den praksis, der har arbejdet med disse børn og unge i årtier.

Ytringsfrihed – du må, du må ikke

Det er vigtigt, at socialrådgivere og andre offentligt ansatte ytrer sig om deres arbejde for at kvalificere den offentlige og demokratiske debat og for at medvirke til faglige og politiske forandringer.

Sådan blev det formuleret af daværende justitsminister Lene Espersen:
”Offentligt ansattes deltagelse i debatten er ikke blot af betydning for den enkelte ansatte. Det er således i mindst lige så høj grad til gavn for samfundet som sådan, når offentligt ansatte ytrer sig. Dette skyldes bl.a., at de offentligt ansatte – i kraft af deres specialviden, som de besidder indenfor deres forskellige fagområder – i en række tilfælde vil kunne medvirke til at højne det faglige niveau i den offentlige debat. Offentligt ansatte vil således kunne bidrage med oplysninger om, hvilke praktiske konsekvenser politiske beslutninger har haft eller vil kunne få.”

Mange har noget på hjerte, men mange frygter at udtale sig. Det oplever jeg ofte, når fx socialrådgivere skriver beskeder til mig bagom Facebook på Messenger. De betror sig med indsigt i forhold, som de er bekymret for. Jeg har til lejligheden oprettet et fortroligt katalog, hvor jeg gemmer eksemplerne. Det må I endelig blive ved med. Det er vigtigt at have ventiler og jeg lytter og vil gerne være med til at give jer støtte og guide jer.

Der er konsensus om, at ytringsfrihed for offentligt ansatte er vigtig, men der er ingen konsensus om at styrke lovgivningen på området. Desværre. I dag er den efter min mening alt for kompleks og netop medvirkende til, at mange offentligt ansatte ikke ytrer sig.

Dansk Socialrådgiverforening ønsker, at medlemmerne kommer mere på banen i den offentlige debat. Samtidigt har vi en klar opgave i at beskytte medlemmerne.

Hvad siger loven?
Din ytringsfrihed som offentligt ansat er vidtgående og beskyttet af:
Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10
EU’s chartre om grundlæggende rettigheder
FN-konventionen (om borgerlige og politiske ret.)
Grundlovens §77”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres”

Beskyttelsen gælder, når man som offentligt ansat ytrer sig på egne vegne i den offentlige debat. Dette er ofte det springende punkt. Man skal have sagt, at der bliver udtalt på egne vegne. Helst som en del af artiklen eller interviewet på tv. Det skal også fremgå af de mails, man sender: Jeg udtaler mig på egne vegne.

Du kan fremsætte dine personlige
Synspunkter
Faglige beskrivelser
Udtrykke en politisk holdning
Gengive faktiske forhold, som vedrører dit eget arbejdsområde

Det gælder tekst, tale, billeder, billedsprog, beklædning, møder, interviews, læserbreve, debatindlæg, kunstneriske udtryksformer og i samtaler på sociale medier.

Du må
På egne vegne deltage i den offentlige debat
Fremsætte personlige meninger i tale og på skrift
Fremsætte personlige meninger, som vedrører dit eget arbejdsområde
Fremsætte personlige meninger i ressourcespørgsmål, eksempelvis nedskæringer

Du må ikke
Fremlægge tavshedsbelagte oplysninger
Komme med ærekrænkende udtalelser
Være urimelig grov
Fremsætte åbenbart urigtige oplysninger

Loyalitet og sanktioner
Loyalitetspligten i ansættelsesforholdet kan ikke medføre yderligere begrænsninger i ytringsfriheden.

En lovligt fremsat ytring kan ikke i sig selv føre til ‘negative ledelsesreaktioner’ som afskedigelse, ændringer i opgaver eller forbigåelse i forbindelse med løntillæg.

Kritiske ytringer skal ikke fremsættes internt først, men generelt bør åbenhed og konstruktiv debat fremmes på den enkelte arbejdsplads. Det kan være fornuftigt at rejse kritikken via de interne systemer, før man går til pressen.

Som socialrådgivere har vi en pligt til at sige fra. Vi skal først gå til nærmeste leder. Vi skal inddrage tillidsrepræsentanten og du kan rapportere til Dansk Socialrådgiverforening. Vi har ovenpå Odensesagen og andre forløb en stor erfaring med emnet.

Når du skal udtale dig, så skal du nøje overveje, hvad er dit mål. Læg en strategi. Søg viden og gode råd i kommunens vejledning i pressehåndtering. Søg sparring i DS´ kommunikationsafdeling.

Fortæl om dit arbejde og sig fra!

DS har lige nedsat en etikarbejdsgruppe, som har til formål at besøge arbejdspladser for at sætte fokus på etiske dilemmaer og ytringsfrihed. Formålet er at skabe dialog om disse temaer, at indsamle viden og at medvirke til at udarbejde en mere præcis og grundig guide om, hvordan man går frem, hvis man vil ytre sig. Det er muligt at få gruppen på besøg. Der udsendes snart information om, hvordan dette gribes an. Hvis du og din arbejdsplads vil have besøg til en spændende drøftelse, så kan du skrive en mail til mig på ncb@socialraadgiverne.dk – jeg deltager også hvis muligt.