Vil du med til Socialrådgiverdage 2017?

Kære alle socialrådgivere

I DS har vi lavet en tekst, som kan bruges til at søge ledelsen om deltagelse til Socialrådgiverdage 2017. Det har vi gjort, fordi både den enkelte socialrådgiver kan få meget ud af at deltage, men det kan organisationen i høj grad også. Udviklingen går stærkt i kommunerne, området er præget af omstilling, og det er vigtigt at være opdateret på den nyeste viden. Den vil komme frem på Socialrådgiverdage 2017, fordi emnet netop er styring af det sociale arbejde.

Teksten er tænkt som et værktøj, der er beskrevet nedenfor. Det kan hjælpe den enkelte socialrådgiver med at søge om deltagelse og at illustrere fordelene i at deltage.

Kære medlem – kære socialrådgiver! 

Socialrådgiverdage 2017 er lige om hjørnet. I DS har vi lavet en tekst, du kan bruge til at søge ledelsen om deltagelse ved at beskrive, hvad du og organisationen får ud af det – hvorfor det er en god investering.

Teksten er tænkt sådan, at man individuelt som socialrådgiver kan tilpasse den. Dvs. man kan bruge lidt tid på at redegøre for de workshops, man vil deltage i, og hvad man selv og organisationen kan få ud af det. Det er meget muligt, at indholdet netop spiller ind i dér, hvor I som organisation befinder jer netop nu i jeres udvikling.

Her er teksten nedenfor. Sætningen i parentes er en guide til socialrådgiveren i at forme den, så den passer. Det er blot at markere teksten, at lægge den over i et word-dokument eller en mail og at bruge den. Send den endelig videre til jeres kolleger i afdelingen. Som FTR/TR må du meget gerne hjælpe til med at understøtte brugen af teksten blandt kollegerne. Tak!

Vi glæder os til at se jer på Socialrådgiverdage 2017!

ANSØGNINGSTEKST:

Motiveret beskrivelse for deltagelse i Socialrådgiverdage 2017 – årets fagfestival for socialrådgivere – fra den 1.-2. november

Socialrådgiverdagene (SD17) er to intense dage med adgang til 4 faglige input hver dag. Udover to aktuelle hovedoplæg med bl.a. professor Lotte Bøgh Andersen og bestyrelsesformand Stine Bosse (se temaer i programoversigten) vil deltagerne kunne vælge 6 forskellige workshops inden for den enkeltes interesseområde.

SD17 er muligheden for at få styr på det sidste nye inden for dit fag og det sociale arbejde bredt set – hvor programmets mere end 90 workshops afspejler bredden på aktuel og relevant ny faglig viden inden for social- og beskæftigelsesområdet.

Udbuddet af workshops er organiseret sådan, at der i hver af de seks blokke med workshops er en faglig bredde i tilbuddene. Det betyder, at deltagerne efter de to dage har mulighed for ved deltagelse i op til seks workshops at blive opdateret med nyeste viden inden for ens eget arbejdsområde og speciale (fx børn/familie, beskæftigelse, udsatte, forskning, profession, eller andet). Ved workshop-formen har deltagerne mulighed for at lære nyt, og samtidig mulighed for via dialogen i workshoppen at sammenholde den nye viden med deltagernes egen viden.

(Tilføj her eventuelt overskrifterne på de fem-seks workshops, som du ønsker at deltage i. Her er det oplagt, at du kort beskriver, hvad disse workshops giver dig i forhold til din opgaveløsning eller kan tilføre organisationen af ny viden. Hvis indholdet i dine valgte workshops passer ind i den situation og udvikling, som jeres organisation befinder sig i lige nu, så er det bare om at få det med også). 

Læringsmålet ved deltagelse i SD17 er, at deltagerne oplever et fagligt løft, at blive opdateret med ny faglig forsknings- og praksisbaseret viden og inspiration i et omfang, som ikke kan indsamles på én gang andre steder. Og ikke mindst ved aktuel deltagelse i debatter i workshops, mv. at bidrage til videnspredning og vidensparring på tværs af arbejdspladser/organisationer. Resultatet er en opdateret faglig viden, som du sammen med andre deltagende kolleger fra afdelingen kan bringe hjem til afdelingen og dér dele med de kolleger i afdelingen, der ikke havde mulighed for at deltage i SD17.

Derudover er SD17 også ét stort netværksforum. Vi ved fra forskningen af, at det ofte er personbåren viden i socialt arbejde, som er effektiv, når der skal overføres gode erfaringer fra en organisation til en anden. På Socialrådgiverdage samles man i tematiserede grupper og samtaler, som gør det muligt at knytte produktive relationer, der strategisk kan bruges fremadrettet i både dit og organisationens arbejde.

Advertisements

Hvorfor er DS ikke med i alliancen?

Mange har med rette undret sig over, hvorfor DS ikke er med i alliancen, som blev omtalt i Information i går omkring krav til ændringer af reglerne for førtidspension.

Der er gode grunde til, hvorfor vi ikke er med i “pakken” om de 6 forslag. Vi er helt enige i baggrunden for, at 41 organisationer handler og peger på 6 kontante krav. Det er udtryk for en meget stor frustration, og den deler vi fuldt ud. Der SKAL ske handling på beskæftigelsesområdet, men vi er meget i tvivl om svaret gemmer sig i minimumsstandarder til borgerne, fx at præcisere et bestemt timeantal.

Hvad nu hvis personen kan arbejde 7½ time eller 8 timer? Hvad skal der så ske? Det bliver timetallet, der så kommer i fokus, hvilket vil åbne for en speciel adfærd og spillogik frem for, hvad borgeren i virkeligheden har brug for. Hidtil har vi lagt mere vægt på, at den socialfaglige vurdering og dialogen mellem borger og socialrådgiver skal være omdrejningspunktet for at træffe den rette beslutning for borgeren – frem for et timetal. Dermed går vore ønsker skridtet videre generelt, kan man sige. Tilsvarende gælder i forhold til reglen om de 5 år. Vi kan risikere at gøre borgerne en stor bjørnetjeneste og det kan åbne mange flanker til problemer. Vi vil netop arbejde for, at vi sammen med borgeren afklarer, hvad der er bedst for borgeren for derefter at sætte dette i værk og at følge udviklingen tæt.

Det er et dilemma, skal man give borgerne retsgarantier, der er kvantitativt udmålt eller skal man arbejde for at få faglighed i centrum af arbejdet gennem den socialfaglige vurdering for at tjene borgeren bedst både etisk og fagligt? Vi kan risikere, at det bliver laveste fællesnævner, der bliver styrende. Vi vil altid arbejde for, at socialrådgivere kan foretage en individuel faglig vurdering af borgerens problemer og ressourcer, som kan føre til den rette socialfaglige handling. Det vil få den bedste effekt for borgeren og det vil være den bedste investering for samfundet.

Der er også andre mere lavpraktiske grunde til, hvorfor vi ikke er med. Pt. ved vi fx ikke i DS, hvordan vore medlemmer stiller sig til forslag 3 om, at borgeren selv skal kunne søge om ressourceforløb og dermed kunne klage over et ressourceforløb. Det kan rumme faglige implikationer, fordi det i dag er en faglig vurdering at visitere rigtigt.

En ressourcegruppe med meget kompetente socialrådgivere har understøttet af DS lavet et meget stort arbejde, som er ved at være afsluttet. Ressourcegruppen er bredt sammensat af 21 socialrådgivere, der arbejder i jobcentre, UU-vejledning, Socialstyrelsen, socialrådgivere der koordinerer på tværs af børneområdet og voksenområdet (fra investeringsmodellerne i Silkeborg og Hjørring), fra fagbevægelsen, fra Metropol, etc. Der er ledere, der er medarbejdere på gulvet. Geografisk kommer de fra alle egne af landet.

Vi har en rigtig god dialog med ministeren og ministeriet om at få skabt et godt beskæftigelsessystem på den lange bane. Vi har den lange kikkert på. Jeg kan frygte, at de krav, der lige nu er meldt ud, blot vil være gode på kort sigt, indtil svaghederne i netop dem vil vise sig. Jeg tvivler meget på, at der er et quick fix. Derudover må det i høj grad løses og håndteres gennem samarbejde og dialog.

Vi er i gang med at færdiggøre et meget gennemarbejdet udspil, som vi tror på kan få en langsigtet og holdbar effekt for mennesker, som socialrådgiverne møder i jobcentre og som kan sikre det grundlag under vores arbejde, der gør, at vi kan gøre en markant forskel for borgeren. Detaljeret og konkret kommer vi med anvisninger til forbedringer. Vi har en forventning om, at det vil blive taget positivt imod. Selvom DS ikke er gået med i alliancen synes vi, at det er utrolig vigtigt og værdifuldt, at 41 andre organisationer melder sig så engageret på banen i denne diskussion, som jo har ligget os meget på sinde siden reformen blev vedtaget.

Socialt arbejde skal ikke “virke” – det skal løse en humanitær opgave

Lige her før sommeren var de 45 milliarder kr., vi bruger om året fra Serviceloven på det sociale område, til debat igen. Får vi noget for de penge? Hvad får vi? Kan det måles og vejes? Det kan siges meget klart. Vi får masser for pengene. Alene de 26-27 milliarder kr. går til handicappede mennesker. Men gør vi det for, at det skal “virke”? Nej, vi løser vigtige samfundsopgaver. Vi anbringer heller ikke børn for, at det skal virke. Vi gør det, fordi alternativet ikke er til at bære.

Når den slags hurtige udsagn florerer i pressen og blandt personer, der bevæger sig relativt langt fra praksis, så er det værd at stille skarpt på, hvad socialt arbejde egentlig er for en størrelse. Det er en samfundsaktivitet, der handler om at forstå en persons problemer og at igangsætte en udvikling, der gør, at problemerne bliver mindre og helst forsvinder. Vejene til, at det sker er mangfoldige og foregår gennem relationer. Nogle vil kalde faktorerne for kontingente: Det er et ord, der er svært at forklare, men det betyder, at mange faktorer har indvirkning på problemet, på den ene side ikke tilfældigt, på den anden side heller ikke styrbart.

Et enkelt citat om det at anbringe børn tegner et godt billede af, hvad det drejer sig om: “I min tid som socialrådgiver ved socialforvaltningen i X-kommune har jeg anbragt 5 børn udenfor hjemmet i tilfælde som ganske meget ligner det aktuelle barns situation. Mine kolleger har lignende erfaringer. Vore erfaringer fra opfølgninger og senere møder med klienterne er, at mange af anbringelserne er gået ganske dårligt. Af og til er der imidlertid også sket forbedringer til det bedre – selv i nogle meget vanskelige tilfælde. Vore erfaringer, når det drejer sig om anbringelser udenfor hjemmet, som vi har overvejet, men undladt at gennemføre, siger næsten det samme: Nogle gange har det været muligt at arbejde konstruktivt med sagerne, selv om det har set sort ud – andre gange ikke. Kort sagt – det er svært at sige, hvad den her foreslåede tvangsanbringelse reelt kommer til at indebære for barnet!” (Kilde: s. 157, Ingrid Claezon 1987. Bättre Beslut. Umeå Universitet).

Socialt arbejde er vanskeligt, krævende, forudsætter personlig involvering og engagement og foregår i konstante dilemmaer. Det betyder, at socialt arbejde aldrig bliver til en sikker videnskab, fordi børnene, forældrene, forholdene, etc. er vidt forskellige.

Der er åbenlyse svagheder ved hele synet på “sikker viden” og randomiserede forsøg i socialt arbejde. Det er derimod ikke det samme som, at vi intet kan sige om, hvad der virker. At hævde det vil være det samme som at sige, at al den forskning, vi har produceret i mange år, sådan set ikke har nogen værdi. Dette sen-positivistiske “virker”-mantra høres igen og igen. Det vil være mere korrekt på det sociale område at spørge: Hvad virker for hvem og under hvilke betingelser? Det at evaluere tæt på borgeren som en selvstændig disciplin er faktisk nået meget langt. Frem for standardiserede landsdækkende resultatmålings-redskaber er det nok meget mere interessant at se efter lokale virkningsevalueringsformer.

Der er mange, der tror, at vi kan randomisere os ud af løsninger på sociale problemer, men gang på gang må vi erkende, at det ikke er tilfældet. Det er for svært at isolere den ene faktor, der gør udslaget. Det vil også være uetisk at gennemføre større lodtrækningsforsøg, der giver en bestemt indsats, fx en anbringelse til en stor målgruppe – og ingen anbringelse til en kontrolgruppe. Spørgsmålet er også, om det vil få os nærmere større erkendelser. Jeg tvivler! I det lys er det måske mere økonomerne, der famler i blinde end de tusindvis af socialarbejdere, der hver dag agerer som konsekvenseksperter tæt på praksis.

Derimod er der et meget større perspektiv i at omsætte al den viden, vi allerede har, til praksis. Vi har alene investeret i at udføre “forskningsprojekter”. Dem har vi så stillet på hylden i form af rapporter eller vi har udformet digitale biblioteker og dér er de bare blevet “stående”. Der er jo stort set ingen socialarbejdere, der læser dem.

Der savnes derimod en generel omsætning af forskning til praksis og at man gør forskningen omsættelig i det hele taget. Der produceres megen forskning, som ingen værdi har i forhold til at omsætte den. Når forskere har lavet deres undersøgelse, så slutter processen som oftest, selvom det jo egentlig er her, at den spændende rejse virkelig begynder. Hvordan kommer den nye viden ud i praksis, hvilke implikationer har rapporten og undersøgelsen for praksis? Hvilken ændret adfærd er der brug for og hvordan kommer vi derhen? Der mangler grundlæggende nogle indbyggede incitamenter, der skaber denne adfærd og disse resultater i praksis. Forskerne kunne jo starte med at bevæge sig ud i praksis og at blive der og følge deres resultater til dørs. Det gør man med større held i Norge.

I det lys er der også brug for en meget mere nuanceret forståelse af, hvad der virker og ikke virker. Vi kan pege på, hvad der virker på mange mindre områder og i forskellige hjørner af det sociale arbejde. Vi har fx forskning, der viser, hvad der virker bedre end andet i misbrugsbehandling, i motivationsarbejde, i kommunikation, i organisering af familiearbejde, etc. Men vi har ikke de der “silver bullits”, som vismænd og økononer efterspørger. Det kan ikke lade sig gøre at opnå denne “sikre viden”. Det er vel grunden til, at Socialministeriet ikke er kommet længere med den dagsorden. Hvis vi i stedet for interesserer os for at omsætte den store mængde af eksisterende viden i socialt arbejde, så ville vi komme meget længere. Det sker ikke gennem flere manualer og retningslinjer. Det sker gennem opkvalificering og organisatorisk understøttelse af de fagprofessionelles arbejde.

Tidlig indsats er et stærkt samspil mellem disse tre niveauer

Kommuner står overfor store udfordringer vedrørende udgifter og caseload på børneområdet. Det tvinger kommunerne til at organisere indsatsen anderledes. Den gode nyhed er, at der er bedre velfærd at skabe og mange penge at spare, hvis det angribes rigtigt. Udgifterne minimeres ved, at problemer undgår at blive til børnesager i forvaltningen gennem en stærk lokal decentral indsats.

Tidlig indsats fra forvaltningen og ud i almenområdet består af tre niveauer. Kommunens evne til at indrette og håndtere de tre niveauer har betydning for effekten af den tidlige forebyggende indsats. Har man ikke den opbygning i dag, så vil det tage 1-2 år at ændre det. Det er afgørende, at kommunerne forstår at placere faglighed og ressourcer rigtigt for at opnå en besparelse og bedre liv på længere sigt. I de tre niveauer er der to måder at tænke på, som kører samtidigt. Den ene vedrører at sætte ind så tidligt som muligt i forhold til barnets alder. Den anden vedrører at sætte ind så tidligt som muligt i forhold til problemets opståen.

Niveau 1. I første niveau ude i den primære forebyggelse arbejder der socialrådgivere i dagtilbud og på skoler og med tæt kontakt til sundhedsplejersker og jordemødre under graviditet. Som en rådgivende fremskudt indsats uden myndighed. De er helt fremme og scanner, hvor der er de mindste problemer, de får dem frem i lyset, taler med pædagogerne om det, om deres tanker, deres bekymring, deres tvivl. De støtter op og tager samtaler med forældre sammen med pædagoger. De er ansat fuld tid til kun at være i løbende dialoger med pædagoger og lærere. Vi skal ind før den, der vil underrette, sætter sig til tastaturet. De er i den yderste frontlinje, kan man sige, helt fremskudt der hvor problemer skal stoppes tidligt eller tages ind i forvaltningen for at arbejde med det, når det er nødvendigt. Disse rådgivere binder også an til civilsamfund i det omfang, det giver mening, men der er mest fokus på barn, forældre, familie og netværk. Det kommer an på, hvornår man slipper og hvor meget man følger til dørs.

Niveau 2. Det andet og næste niveau er Sverigesmodellen – den sekundære forebyggelse. Det er her, hvor bekymringen lige nu kan være stor og hvor der er brug for at undersøge og arbejde med problemerne målrettet for at stoppe en fejludvikling og for at rydde de barrierer af vejen, der skal til, for at barnet kan få sin situation normaliseret. Det er her, vi finder ”Guldstandarden”. Den går ud på, at socialrådgiveren arbejder i hjemmet tæt på barn og forældre i en forandringsskabende § 50 undersøgelse. Man lægger bekymringen på bordet og indgår aftale om, at der skal ske forandring. Man laver en aftale, hvor man kan regne med hinanden. Man taler direkte og ærligt sammen og fokuserer skarpt på familiens ressourcer. Man rydder problemer af vejen. Man binder an til uddannelse og job og danner parløb med socialrådgiver på beskæftigelsesområdet. Der bliver sat ting i værk, mens man indsamler viden om barnet og familien og i direkte dialog planlægger det, der skal ske. Det er et intensivt forløb. Efter 4 måneder kan adskillige af disse forløb lukkes, også dem hvor der udgangspunktet var stor bekymring. Det betyder, at de måske kan håndteres i almenområdet med en mindre indsats – og så opfølgning en gang i mellem af de fremskudte socialrådgivere. Andre har brug for, at der kommer en støtteforanstaltning på efter § 52 – noget af det kan ikke bremses, men kræver foranstaltninger.

Niveau 3. I det tredje niveau – den tertiære forebyggelse – finder vi de indsatser, der er i gang, hvor der er manifeste større problemer, der kræver indsats og ind i mellem behandling. Her handler det om at holde situationen stabil og at problemerne ikke vokser sig større – fx yderligere misbrug, mere kriminalitet, yderligere marginalisering. Det handler om at behandle problemer og at arbejde fx med anbragte unge, så de får kompetencer og gode forløb ind i uddannelse, job og voksenliv. Der samordnes meget med civilsamfund, uddannelsesinstitutioner og erhvervsliv. Dette niveau angår også arbejdet med alle de børn og familier, hvor der kan være stor bekymring for børnene og massiv belastning i og omkring familien og evt. tæt samarbejde med jobcenter, misbrugsbehandling, mv.

Det er de tre forebyggelsesniveauer og deres indbyrdes samspil, man bør stræbe efter. Jeg vil døbe de tre niveauer til følgende:
1. Tidlig fremskudt indsats på det almene område.
2. Intervenerende tidlig indsats med forbindelse til socialt netværk, professionelt netværk og civilsamfund.
3. Behandling og anbringelser af store og/eller komplekse behov.

I niveau 1 og 2 forudsætter det aftaler med almenområdet om, at socialrådgiverne har deres gang der og møder pædagogerne og lærerne smidigt. Det kræver organisatorisk understøttelse og ledelse.

I niveau 2 er det afgørende med et så lavt sagstal som muligt, så man kan stå i det åbne og samordne med børn, unge, forældre, fagprofessionelle og personer fra civilsamfundet. Her binder man indsatser og kræfter sammen meget dynamisk. Det kræver, at man har beslutningskompetence med ud. Ellers er det ikke muligt. I nogle af sagerne undersøger man og sætter ting i gang samtidigt og ser hvordan det virker. Man følger tæt op og det er det vigtigste. Man kan dermed justere indsatsen hurtigt. Her bliver socialrådgiveren en forebyggelse og indsats i sig selv. I andre sager er der foranstaltninger på, hvor der følges tæt op på, hvordan de virker. Her skal man bruge indsatstrappen. Socialrådgiverne har både undersøgelsessager og foranstaltningssager. De har ansvar for 15-20 børn hver optimalt set for at kunne skabe store resultater.

For at niveau 2 virker rigtig godt skal der være gode aftaler med tilbud i kommunen, de lokale aktører, der laver familiebehandling, hjemmehos-opgaver, kontaktpersoner, etc. De skal have det samme mindset, som forvaltningen har for at lykkes. De skal være med på idéen om at normalisere situationen omkring barnet. Der er særligt fokus på effekt. Det fokus skal rendyrkes organisatorisk. Der laves løbende opfølgning og man har et fælles redskab til at vurdere effekt. Der hvor arbejdet lykkes mange steder er der hvor man har redskaber, der ligger udenfor den enkelte fagperson selv, som alle bekender sig til i organisationen. Det skaber klarhed, tydelighed, professionalisme og nedtoner egne holdninger og synsninger.

Det er vigtigt, at alle tilbud i kommunen er toptunet. Socialrådgiverne skal have en klar bevidsthed om, hvad de kan henvise til, så problemerne hos familien kan håndteres hurtigt og effektivt. Det er en stor del af succesen bag Herningmodellen. Der skal kræfter på banen for at normalisere situationen. Det vigtigste er, at man arbejder tæt og direkte og får efterprøvet teser, udvikler nyt med familien og involverer andre ressourcer i familie og netværk.

På mange måder passer det regelsæt, vi har nu, ikke længere til den dynamiske måde, som mange begynder at arbejde på ude i familierne. Hvilke kompetencer kræver det at arbejde efter “Guldstandarden” i niveau 2? Det kræver stærke kommunikative kompetencer, man skal kunne være direkte med forældre. Man skal have en faglig erfaring og ballast, hvor man er sikker i sin faglighed og har stor tiltro til egne vurderinger. Man skal være solidt etisk funderet i et anerkendende og positivt menneskesyn. Man er særlig dygtig til at skabe tillid og at etablere en behandlingsalliance. Man skal også kunne være objektiv i den forstand, at man ikke tager parti, men løbende foretager faglige skøn, som man er i stand til at formidle klart og konkret til forældre. Man har solid viden om samtaleteknik, SOS og risikovurdering. Man er systematisk og god til at planlægge. Man evner at være i kaos og samtidigt at skabe overblik og ro. Man er god til at registrere sig selv, kende sine begrænsninger og god til at triangulere, dvs. at involvere andre ressourcer til at skabe forandring.

Hvordan ser organiseringen internt i Familieafdelingen ud, der kan dette? Den har en modtagelse, der kun modtager underretninger snorlige og bundsystematisk. Alle underretninger registreres ud fra en praksisforsknings-skabelon. Hvor kommer underretningerne fra, barnets alder, hvilke problemer, er underretningen godt nok beskrevet, etc. Evaluer hele tiden. Alle underretninger skal hurtigt ud i geografisk opdelte teams og arbejde. Intet sættes i værk på afstand, heller ikke § 11. Man følger alt til dørs. Derfor er det så vigtigt med 15-20 sager hver. Man skal have flere typer sager samtidigt. Det er vigtigt med diversitet og bredde – ellers får man tunnelsyn og så bliver ens praksis for ensidig og har ikke nok effekt. Man skal hele tiden vide og mærke, hvad det “andet” er for at vide, hvad det er man lige nu står i – evnen til at skelne skal holdes vedlige for at kunne ramme rigtigt med sin indsats og ageren. Handicap er fortsat et speciale for sig, men der kan også være bekymring for børn her (omsorgssvigt). Glem ikke dem! Team op med en socialrådgiver på det psykosociale område. Socialrådgiverne har fuld kompetence. Der er ingen grund til, at de ikke skulle have det. De deler deres viden, beskrivelser og vurderinger i teamet. Man får kritisk feedback fra teamet og med den faglige ledelse helt tæt på – det sikrer kvalitet. På den måde bliver mange arbejdsgange, indstillinger til visitationsudvalg, osv. helt overflødige. Alt den tid veksles i stedet for til kontakt med børn og forældre og til at skabe forandring. En god investering!

Det er opskriften på en vellykket tidlig indsats. Det er også opskriften på at styrke den sociale mobilitet hos børn og unge. Når man går i gang med en sådan omstilling, skal der kobles en talknuser på, et effektmålingsredskab, løbende evaluering og synkronisering mellem alle aktører – på chefniveau i forvaltningerne og mellem forvaltninger og udførerniveau. Sæt i gang!

 

Vækstmotoren i den tidlige indsats

Det er muligvis uklart for mange, hvilken tænkning, der ligger bag understregningen af en tidlig indsats. Det er også komplekst. Men det er den programteori, vi arbejder ud fra som velfærdsarbejdere.

Derfor bliver svaret ofte ”styrk den tidlige indsats”, når vi taler om budgetlægning, på social mobilitet, på at skabe effektive indsatser, etc. Socialrådgivere deler denne tænkning med andre velfærdsprofessioner og dansk og international forskning. Den tænkning bør helt grundlæggende være driveren og vækstmotoren i et moderne samfund.

Den tidlige indsats bliver nævnt, når politiske beslutninger og prioriteringer ofte sætter den tidlige indsats markant tilbage. De tager hver en bid af den positive udviklingsspiral, som ligger i den tidlige indsats, fx når man bureaukratiserer indsatsen unødigt, når man indfører kontanthjælpsloft, når man beskærer SU´en, når unge tabes i et ”hul” efter de er fyldt 18 år, når man fjerner muligheden for at sætte revalidering i værk og når man beskærer daginstitutioner, skoler og forvaltninger. Det forstyrrer balancen og forhindrer os i på forskellige måder at arbejde “tidligt”.

Vi kan være uenige om, hvad der socialfagligt og ideologisk er det rigtige at gøre og prioritere, men hvis beslutningstagere ikke er modtagelige overfor argumenter om, at eksempelvis kontanthjælpsloftet producerer fattigdom og at nedskæringer massivt forringer nær velfærd og fremtidsudsigter, så er de måske modtagelige overfor økonomiske argumenter. At spare penge og at tjene penge kan vel samle alle partier, lokalt og nationalt.

For der er i hvert fald én ting, vi ved, der gør samfundet rigere og det er at sikre den tidlige indsats. I Dansk Socialrådgiverforening forholder vi os ikke til vækstplaner og skat, men vi ved, at hvis man sætter ind tidligt og med den rette indsats, så er der både en stor menneskelig og økonomisk gevinst.

Det, som vi frygter nu og formentlig mere end nogensinde, er at man skærer hårdt i velfærden lokalt og nationalt og at man ikke gør det, der skal til, for at forenkle og forbedre styringen af den offentlige sektor.

Ifølge DK-Økonomi den 9.6.2017, så er den offentlige sektor på vej mod historisk lav vækst i 2018. Med en vækst på bare 500 mio. kr. i kommunerne og 610 mio. kr. for regionerne har finansminister Kristian Jensen (V) lukket to tredjedele af de offentlige forbrugsbudgetter med en samlet realvækst på bare 0,31 pct. eller meget tæt på regeringsprogrammets målsætning på 0,3 pct. (DK-Økonomi). Samtidigt viser en anden undersøgelse foretaget af Ugebrevet A4, at alle danskere på tværs af partier ønsker mere velfærd frem for skattelettelser.

Hvis vi ikke leverer bedre velfærd, så kommer vi til at betale en meget dyr pris fremover. Det handler både om at skære i velfærden, men det handler i høj grad også om at udnytte de ressourcer, der allerede findes i praksis, langt bedre. Vi advarer kraftigt imod at føre en økonomisk politik, der umuliggør de rigtige indsatser. Det kræver selvfølgelig en nærmere forklaring, for hvordan hænger det sammen?

Fra socialrådgivernes synspunkt ser `fødekæden´ sådan ud. Mennesker bliver født. De skal integreres i et mere og mere vidensbaseret og komplekst samfund. Vi kan kalde det for kompetencesamfundet. For at få et arbejde, så kræver det kompetencer på et vist niveau uanset hvilket job, du skal bestride. Børnene skal altså lære. De skal blive til dygtige og sociale væsner for at agere i livet og på arbejdsmarkedet.

Hvis børnene får kærlighed og tryghed af voksne, der har overskud og forudsætninger for at være gode forældre, så får de en bedre opvækst og en sundere udvikling. Det er ikke rocket science. Overskud og trivsel gør dem i stand til at lære. På den måde udvikler de sprog og egenskaber. Det sker især ved at udvikle evnen til at færdes i relationer. Dem, der mestrer den evne og især evnen til samarbejde, de er fremtidens vindere. De skal altså udvikle evnen til at indgå i samspil og at søge og bearbejde viden og information. De skal ikke bare ”have læring”, som der er så meget fokus på lige nu. De skal være livsduelige for at kunne deltage i samfundet.

Hvis familier, som på mange måder står udenfor samfundet, har et for lille økonomisk råderum (flygtningefamilier på integrationsydelse, danske familier ramt af kontanthjælpsloft), så skaber det modløshed, angst, social isolation, sociale problemer og varige skader. Det skaber fattigdom og ikke bare relativ fattigdom. Mange vil mangle mad. Vi ved, det rammer 62.000 børn i Danmark.

Når denne negative udviklingsspiral går i gang, så trives både de voksne og børnene dårligere. Er der noget, som kan skabe uro og panik, så er det et stort pres på økonomien. Forældre oplever, at de ikke slår til. De mister overskuddet til at være gode forældre. De frustreres og handler irrationelt. Det mærker børnene – psykisk og fysisk. Helt konkret opgiver flere og flere forældre samarbejdet med familieafdelinger, hvor der er stor bekymring for barnet. Forældrene kan ikke overskue samarbejdet pga. dårlig økonomi. Det er alarmerende.

Socialrådgiverens arbejde med at få barnet i bedre trivsel bliver dermed markant vanskeligere. Børnene begynder at mistrives og så kan de ikke tilegne sig ny viden. Børnene får ikke kompetencer. Det bliver sværere for dem senere hen at få en uddannelse. Det bliver sværere at komme ind på arbejdsmarkedet. Dårligt for menneskerne og megadyrt for samfundet nu og især på længere sigt. Frem for at blive til en indtægt for kommunen gennem den skat, de ville kunne betale ved at have et arbejde, så bliver de til en udgift. Vi taler om mange hundrede millioner.

Derfor – hvis bare ét barn bliver fattigere, så bliver hele samfundet fattigere – på flere planer. På et økonomisk, materielt, kulturelt og åndeligt plan. Vi skal jo have mennesker til at lykkes – til at have nogenlunde de samme positive livsmuligheder. Er det ikke det, som det hele handler?

Den nuværende strategi vil presse en stor gruppe massivt. I denne velfærdsinvesteringslogik bliver det dyrt for samfundet gennem en masse afledte udgifter og deres følgeudgifter, fx dyre foranstaltninger efter Lov om social service, udsættelser af bolig, sundhedsudgifter, misbrug, kriminalitet, sort arbejde. Listen er lang.

De mange anstrengelser, vi gør os vedrørende den sociale mobilitet, bliver sat voldsomt tilbage. Det er dobbeltmoralsk at designe programmer for social mobilitet og samtidigt at føre en sådan politik. Denne ulighed og fattigdom i vores samfund er den absolut dårligste vækstfremmer. Det viser national og international forskning.

Et lands velbefindende såvel som dets evne til at konkurrere er ifølge den amerikanske historiker og politolog Francis Fukuyama ”betinget af en enkelt gennemtrængende kulturel faktor, nemlig det iboende tillidsniveau i samfundet”. Fukuyama siger, at samfund med en høj grad af tillid, tryghed og sammenhæng tjener langt flere penge end de samfund, hvor der er konkurrence og alles krig mod alle. De har ikke alene langt større social stabilitet, velvære, tryghed, ro og lighed, de bliver også rigere.

En moderne politiker bør derfor i dag måles på sin evne til at skabe denne positive udviklingsspiral. Det er nødvendigt for, at vi kan få råd til velfærd på længere sigt. Det er en samlet investeringsstrategi, som får mest muligt ud af det, vi til enhver tid kan og vil investere. Spørgsmålet er, om politikerne i dag kan skabe den bæredygtighed og økologi. Det er et mindset, det er en tilgang, det er en politisk dømmekraft, vi taler om.

I det følgende vil jeg fremhæve nogle af de bedste forebyggende indsatser, som giver et højt afkast. Det er dem, I som politikere bør prioritere med stor vægt nationalt og kommunalt, hvis vi skal sikre den udviklingsspiral, der bliver omtalt her. At pege på lige disse er uden tvivl en videnskabelig disciplin i sig selv. Derfor er det ikke tanken, at listen skal være fyldestgørende, men den er linet op for at vise og formidle denne logik.

Det sker gennem højkvalitetsdagtilbud. I dag har vi mange forældre, der har brug for støtte i større eller mindre grad. De kan ikke altid stimulere børnene alene. Derfor er der brug for højkvalitetsdagtilbud, som kan bidrage med denne stimulation. Igen for at skabe sundhed, udvikling og et fundament for at trives og lære. Dagtilbuddene bør fremover forstås som ”forebyggelsescentre”, hvor man ikke blot satser på stimulation og udvikling, men også begynder at tænke hele det sociale og sundhedsmæssige område ind. Det kræver, at man samler sig om børn og forældre med de nødvendige kompetencer. Socialrådgivere arbejder forebyggende og kommer rundt til alle dagtilbud og skoler i ca. halvdelen af kommunerne. De håndterer problemer tidligt sammen med pædagoger, sundhedsplejersker og psykologer. Man skaber til sammen en velfærdsaktion omkring barnet og familien, som stopper fejludviklingen og løfter kompetencerne hos forældrene, netværket, omgivelserne.

Det sker gennem familiebehandling, hvor arbejdet med barnet i dagtilbud sker i kombination med, at forældre får udviklet forudsætninger til at være gode forældre. Psykologer og socialrådgivere går tæt på forældrenes rolle som mor og far og deres indbyrdes forhold. Der bliver taget udgangspunkt i ressourcerne og i netværket. Som oftest skal alle på banen i familien for at bidrage med hver sin del for at skabe den vigtige forandring. Det sker også gennem træning i hjemmet. De får besøg af en familierådgiver, som observerer og giver feedback. Til dem, som ikke har prøvet det, så er det faktisk hårdt intensivt arbejde i en periode. Det kræver fx, at man ikke bliver revet i for meget af beskæftigelsesafdelingen i forhold til krav.

Det foregår gennem gode og udviklingsorienterede folkeskoler. Som lærer skal man kunne bruge sin dømmekraft og have tid til at arbejde med børnene. Nogle børn har brug for hjælp og dér skal læreren kunne have nogle at trække på. Her arbejder skolelærere, socialrådgivere og sundhedsplejersker tæt sammen om børns trivsel. Socialrådgivere ude på skoler og i daginstitutioner tager en masse problemer i opløbet, inden de bliver til underretninger og til sager, der skal oprettes i forvaltningen ofte med dyre foranstaltninger til følge. Igen velfærdsaktioner omkring barnet og forældrene. Der kan være brug for samtaleforløb med forældrene. Det gælder om at komme tidligt i gang.

Det foregår i børnepsykiatrien, hvor der i en række tilfælde vil være behov for en børne- og ungdomspsykiatrisk specialsagkyndig vurdering. Det gælder især, når børn og unge er alvorligt syge og den samlede problemstilling er for kompliceret til, at børnene og de unge kan få tilstrækkelig hjælp af den praktiserende læge eller børne- og ungdomssagkyndige i kommunen. Efter udredning og behandling vil der ofte være behov for forskellige indsatser i kommunen. For at sikre så sammenhængende et forløb som muligt, er det vigtigt, at kommunen arbejder parallelt med psykiatrien og ikke afventer den færdige undersøgelse herfra.

Det foregår i Statsforvaltningerne, hvor mange forældre i konflikter søger hjælp. SkilsmisseDanmark kræver et særligt og nyt forebyggende setup. Det er mere reglen end undtagelsen, at forældre på et tidspunkt bryder op med hinanden, fordi tilværelsen rummer mange flere krav og muligheder end tidligere. Normerne har ændret sig. Det gør det sværere at leve sammen. Den myndighed, der fremover skal arbejde med skilsmisser, skal kunne arbejde forebyggende og have ressourcer til at gå i dybden med samtaler med børn og forældre. Her vil der komme viden frem, der kan ansvarliggøre forældrene.

Det foregår i Headspace, som er et åbent og supplerende tilbud til kommunernes indsatser, hvor unge kan komme direkte ind fra gaden og få hjælp. Det handler om at tænke i flere og gode indgange til de unge, som slås med alt muligt: Krav om præstationer, krav om netværk, misbrug, psykisk sårbarhed, etc. Alle unge har brug for nogen at tale med. Livet er konfliktfyldt og det kræver voksne, der kan være der for dem. Hvis unge mangler de voksne, så kan Headspace fylde det hul ud og bidrage til, at de unge kommer ind på det gode spor med uddannelse og læring.

Det foregår i børneforvaltningerne gennem ”den svenske model”. Pga. et nedsat sagstal har socialrådgiverne mulighed for at arbejde tæt på familierne og tæt på andre fagprofessionelle. De lærer familien godt at kende og kan sætte den nødvendige hjælp i værk. Det kan være en socialpædagogisk indsats, det kan være en kontaktperson, det kan være et midlertidigt anbringelsesforløb, hvor der arbejdes med forældrenes kompetencer i mellemtiden, så børnene kan komme hjem igen. De fagprofessionelle får tid sammen og bliver synlige for hinanden. Det gør det muligt at uddelegere opgaver, så alle ender mødes. På den måde undgår vi forkerte og dyre foranstaltninger. I kommuner, hvor man har 40-50-60 børnesager pr. socialrådgiver – dér er afkastet meget lille og indsatsen enorm dyr, fordi indsatsen foregår ”på afstand”. Her har man ingen viden om, hvorvidt indsatsen virker og derfor kan den få lov at køre derudaf.

Det foregår i beskæftigelsesindsatsen, hvor vi investerer i, at borgere, der bliver ramt af sygdom får den rette behandling og måske efteruddannelse eller et job, der er skræddersyet til det menneske, der ikke kan levere 100 procent 37 timer om ugen. Vi kunne komme meget længere med borgerne, hvis vi kunne give dem kompetencer i deres tempo, dvs. arbejde håndholdt med dem gennem uddannelse, kurser og forløb, som kan få dem ud på arbejdsmarkedet ad andre veje, men det er der ikke veje til pt. Vi bruger ressourcerne forkert i forhold til at danne denne gode udviklingsspiral. I dag går al vores tid med at afklare dem til den ene eller anden kategori, fordi området er blevet så komplekst og uigennemskueligt. Vi skal jo skabe resultater.

Lige nu skal alle kommuner spare to- eller trecifrede millionbeløb. Det sker i forlængelse af en årrække med tilsvarende store besparelser. Det ender galt. Kommunerne forbruger max pt. og der er ikke rum til at foretage investeringer. Lad os nu lave en god vækststrategi for, hvordan denne positive udviklingsspiral skal hænge sammen, så vi får en investeringsmodel i form af en velfungerende velfærdsmotor. Man kunne lave investeringspuljer. Man kunne bygge incitamenter ind, hvor kommuner, der fremviser en god business case på investeringer i borgere, kan få midler hertil. En bestemt budgetmodel har sin tid og nu er tiden kommet til at justere. Også hvis vi skal sikre opbakningen og legitimiteten til den offentlige sektor i mange år frem.

Folkemødet udvikler bedre velfærd

Jeg læser hos flere skribenter og hører fra folk – der faktisk ikke har været til folkemødet – at der er for meget fadøl og for lidt politik. Jeg vil gerne forklare, hvad jeg synes, der er unikt ved folkemødet og hvordan jeg håber, vi kan trække folkemødet lidt med hjem, simpelthen forlænge nuet.

På folkemødet samles vi i en mere herredømmefri dialog. Nye indsigter kræver på flere måder, at man forlader de rammer, man er i til hverdag og mødes på ny neutral grund og ser hinanden i et andet lys. Det er det, der sker på folkemødet. Vi kan tage fat om det svære og vi gør det. Vi tør sige det, som vi ikke får sagt til hinanden i hverdagen – dels fordi vi har svært ved at mødes og dels fordi det faktisk er krævende i den politk-kulturelle hverdag at skabe de rum, der kan det. Hvad det ikke kræver af planlægning. Dette kan folkemødet. I solen, i rare anderledes omgivelser og faktisk i rum, hvor hele idéen er at facilitere netop samtalEN. Her krydser diskurser klinger, det er ind i mellem skarpt og direkte, men det foregår i respekt, med flere perspektiver og vi tør blive i dialogen – vi kan lissom heller ikke rigtig smutte nogle steder hen, for vi står dér på podiet. Vi står til ansvar og får mulighed for at tale ud og at dele de tanker, vi har, med hinanden. Dette foregår heldigvis oftest blandt facilitatorer, som er rigtig dygtige. Lad mig give et eksempel.

Handicappede voksne oplever, at de ikke føler sig hørt, set og forstået. Det viser en GAP-analyse. Man taler om, at der er en tillidskløft. De oplever skrankepaveri og “vedbedst”-kultur. På den anden side oplever systemet en krævementalitet hos borgerne, dvs. jeg vil have det og det. Man vil have det, man har ret til og så bliver dialogen derefter, hverken mere eller mindre. Den relation giver helt bestemte mulighedsbetingelser. Der er noget, der bliver muligt i den relation ud fra de præmisser og der er rigtig meget, der bliver umuligt. Rollerne bliver ret faste og stabile og de er svære at ændre på. Det er svært at skabe nye rolletilbud.

Dette er altså dilemmaet og knasten. Hvis man vil have relationel velfærd, hvor der er fokus på den enkeltes drømme og håb for fremtiden med vægt på de nære og personlige forhold, hvor hjælpen afhænger af, hvad relationen kan udvikle sig til og føre til i kombination med den udviklingskraft, der ligger i den enkelte kommunes kapacitet, så kræver det, at man opgiver minimumsrettigheder for at skabe rum til et andet mulighedsrum. Minimumsrettighederne giver en type virkelighed, nemlig en systemvelfærd, hvor der er en transaktion. Velfærd er noget, den offentlige sektor giver til borgerne; som ydelser borgeren har ret til. En relationel velfærd tilbyder noget andet. Når velfærd anskues som noget, der skabes sammen med borgerne, så opstår relationer.

Den nuværende type relation lægger ikke op til en kærlig afsøgende dialog, hvor man udvikler et forhold til hinanden. Sagt lidt skarpere: Jeg tror ikke på, at denne tilstand i GAP-analysen vil ændre sig nogensinde, før man får vedtaget en ny faglig og lovgivningsmæssig kontekst for dette arbejde. Dette kræver noget nyt af alle parter. For at turde det, skal man have tryghed. Her skal der en “forsikring” til. Fx skal DH have syn for sagen for, hvad dette indebærer i praksis. Ledelsen, og her var det socialcheferne i debatten, skal skabe en ny faglig kultur på gangene, hvor man ikke betragter borgerne som en “sag” eller et “cpr-nr”, men som et menneske og en helt ny historie og proces hver gang. Det kræver nyt lederskab og en anden måde at tænke organisation. Kan I lige se for jer, hvad rækkevidden af det kunne være?

Det vil være indlysende, at man som det første tog på hjemmebesøg for at lære at kende den voksne eller barnet med handicap. Man kan ikke i denne optik skabe en meningsfuld relationel velfærd til den voksne eller barnet uden at se den voksne eller barnet i sin kontekst. Så vil hjælpen og kontakten begynde at blive oplevet som relevant og tæt på menneskets liv. Det vil være et paradigmeskifte. Mit bud er, at den sidste reform på voksenhandicapområdet strandede på denne essens og udfordring. Det handler om at bygge en bro til en ny tilgang og den bro var der ikke banet vej for. Det er brandærgerligt, fordi at komme over i dette paradigme kunne grundlæggende ændre relationens karakter og det indbyrdes mulighedsrum mellem socialrådgiver og borger.

Det var eksemplet og alt tyder på, at alle parter ønskede at fortsætte denne dialog efter folkemødet. Så er der altså håb. Det er sjældent, jeg bruger ordet samskabelse, men her ses faktisk en genuin samskabelsesarena.

Det er det, vi kan som danskere på folkemødet og det er også det møde, der måske får os et vigtigt skridt videre over nogle store og komplekse velfærdsudfordringer lige nu. Det overordnede og generelle tema er at udvikle ny styring i den offentlige sektor med blik for flere niveauer: Lovgivning fra flere ministerier, afbureaukratisering og nye måder at levere velfærd på, siloer i kommunerne og tværgående koordinering, kommunal organisatorisk styring og samspillet mellem medarbejdere og ledere i hverdagen.

Det, der gør folkemødet unikt, er at parterne mødes og får talt om nogle vigtige knuder, som faktisk godt kan være tabubelagt, men som kommer frem, fordi det er det, der bliver muligt her. Så jeg er ikke enig i fadølsdiagnosen – det er en alt for overfladisk betragtning. På folkemødet udvikler vi faktisk næste step i velfærdsudviklingen. Lad os tage den samtalekultur endnu mere med os hjem. Hold op vi ville virkelig kunne skabe langt større værdi for mange mennesker og til færre ressourcer.

Refleksioner om styring på børneområdet – del 2

 

I forlængelse af Københavns Komunes rapport om fejl i sagsbehandlingen.

Fagpolitisk arbejde kræver i disse dage ekstra vitaminer og koffein. Vi skal træde fagligt i karakter som aldrig før og komme med et stærkt nyt fagligt ophæng på børneområdet. Vi er i fuld gang, men jeg er bange for, at vi er nødt til at tænke mere radikalt end tidligere. Er vi parate til det?

Løsningen er ikke det, vi har nu. Vi vil blot fortsætte negative spiraler. Vi vil ikke opnå solid retssikkerhed. De løsninger, vi får øje på, løser blot det problem, som forhåndenværende lige er dukket op. Det er symptombehandling og det er alene ‘singleloop learning’. Løsningen er derfor heller ikke at fjerne bare en regel her og der. Løsningen er en ny måde at tænke regulering og faglighed på. I forhold til lovgivningen vil det betyde at nulstille den og at finde ud af, hvordan en samlet ny lovgivning kan understøtte praksis positivt. Jeg har ofte anbefalet et nyt kommissionsarbejde. Det er der brug for!

Det drejer sig om et paradigmeskifte i faglighed. Det handler om at udvikle et nyt værdigrundlag som en afløser til Graverkommissionens arbejde, som den lovgivning, vi har i dag, bygger på. Kodeord er radikal borgerdeltagelse (som afløser for ordet inddragelse), fleksibilitet og dynamisk afsæt samt mulighed for læring i praksis ved at organisere arbejdet rigtigt i geografisk opdelte teams med stærk faglig ledelse tæt på og muligheden for at være kompetent som socialrådgiver. Det vi skal gå efter er doubleloop learning. Vi skal stille grundlæggende spørgsmål til det system, vi har i dag og den adfærd og usunde kultur, det skaber mellem os og vores samarbejdspartnere.

Det er således en lang række løsninger, vi skal udvikle på flere niveauer. Skal det lykkes, så skal vi først og fremmest samle aktørerne for at blive allieret: Task Force, Ministeriet, KL, brugerorganisationer, DS, m.fl. Det er en balance i styringen, vi skal ændre. I dag styrer vi på laveste fællesnævner. Så får vi også kvalitet derefter på et alt for lavt niveau. Hvad skal der til for at hæve barren? Hvordan ser et godt samspil ud mellem lovgivning og kommunal omsætning i praksis på børneområdet? Det er de spørgsmål, vi tumler med lige nu.

Rigtig meget handler om lovgivning og rigtig meget handler om organisering, faglig ledelse og socialrådgivernes teamdannelse, vidensdeling og individuelle kompetencer. Vi skal træde fagligt i karakter som aldrig før. Vi er klar!