Vold og seksuelle overgreb mod børn skal stoppes!

Red Barnet, Københavns Kommune, Børnerådet og Børns Vilkår inviterer til konferencen: Hvordan stopper vi vold mod børn i hjemmet? Den foregår fredag den 9. juni 2017 kl. 9 – 11.30 på Københavns Rådhus.

Det er godt! Det er nødvendigt!

Vold og seksuelle overgreb mod børn skal stoppes. Det tager børn livslang skade af. Det kræver en ny indsats.

Hvad har vi allerede gjort for at komme problemerne til livs?
Der er taget flere og større politiske initiativer. Vi har fået en overgrebspakke, som har medført, at vi får langt flere underretninger, som i dag bliver behandlet grundigere. Det er blevet mere almindeligt at underrette kommunen, når man bliver bekymret for et barn. Det er positivt! Problemet er bare, at forvaltningerne dårligt kan følge med antallet af underretninger. Det kræver flere ressourcer.

Der er kommet nye forebyggelsesregler – en udvidelse af § 11 i Lov om social service. Dermed kan kommunerne styrke det forebyggende arbejde, deres rådgivning og indsats i forhold til bekymringssager, som er på vej tidligt. Der er kommet en overskrift i loven i form af forebyggelse. Det er klart en oprustning.

En stor ændring, som er på vej til at blive udbredt, er Sverigesmodellen. Den giver mulighed for at socialrådgivere kommer ud meget tidligere sammen med lærere, pædagoger, forældre, skolepsykologer, etc. for at afdække, hvad foregår der her. De kan tale sammen om deres usikkerhed, fx hvordan skal vi tolke de her signaler? Det er et nyt beredskab, hvor man kan komme ind tidligt og identificere problemet og også at få redskaber til at handle.

Det er vigtigt at være opmærksom på de ændringer især på baggrund af Rebildsagen og Tøndersagen. De ændringer er kommet for at samle det op, der oftest går under radaren. Får man skabt en smidig og dynamisk kobling mellem skoler, dagtilbud og forvaltningen, så kan man komme ind tidligere.

Børnehusene er kommet til. Dette er en markant forbedring i forhold til den meget tunge ende. De tager de grove tilfælde, hvor der skal være et tæt samarbejde mellem børnehuse, kommuner, læger, hospitaler og politi. Det har bidraget til en vigtig professionalisering af hele indsatsen i forhold til de overgreb, som netop bliver opdaget.

Dagtilbuds- og skolesocialrådgivere bliver også mere og mere udbredt i Danmark. De findes ca. i halvdelen af kommunerne, men i vidt forskellige konstellationer. De er en vigtig krumtap i den tidlige indsats, hvor socialrådgiverne kan gå ind i den tidlige dialog med lærere og pædagoger om deres bekymring og hjælpe til med at få sat ord på den – at få startet et forløb op.

Men hvorfor er vi så så langt fra i mål?
Det tager dels tid at rulle disse tiltag ud, de er ikke fuldt implementeret. Og dels er det et vanskeligt emne at gå til. Det er stadig forbundet med en høj grad af tabu. Var man selv med til det? Havde man selv et ansvar, osv. Hvad sker der, hvis jeg siger noget? De overvejelser gør børnene sig. Derudover ved vi, at mange børn bliver truet til tavshed. Generelt skal der derfor arbejdes for at bryde tabuet. Det betyder virkelig noget, når mennesker, der har været udsat for overgreb, står frem. Dem skylder vi en stor tak. Vi skal blive ved med at tale om det.

Tal peger på, at udfordringen fortsat er stor, hvilket tvinger os til at overveje flere og bedre strategier.

Tal fra SFI
Der kom 210 anmeldelser om seksuelle overgreb på landsplan i 2014.
Men hele 12 procent har i denne undersøgelse oplevet uønskede seksuelle hændelser.
7 procent piger har oplevet forsøgt eller uønsket samleje.
5 procent drenge har oplevet forsøgt eller uønsket samleje.
I 3 ud af 4 tilfælde er udøveren en jævnaldrende.
I 1 ud af 4 tilfælde er udøveren en voksen eller et familiemedlem.
Fælles for vold og seksuelle overgreb er, at kammeratskabsgruppen er langt den vigtigste modtager, når unge vælger at fortælle om det. Det skal vi dyrke!
Kilde: SFI 2016, side 9-15 – undersøgelse af 2000 unge fra 8. klasse + registerdata.

I DS ser vi et meget stort hul i indsatsen. Der er rigtig mange børn og unges overgreb, som man ikke opdager. Det skal vi sætte tidligt ind overfor. Der er 2-3 børn i hver klasse, som der potentielt kan være stor bekymring for. De børn SKAL vi have kontakt med. Det kan der udvælges flere veje til. En af dem bør være at styrke indsatsen i folkeskolen, hvor børn får øget deres bevidsthed om rettigheder, vold og overgreb.

Endelig er der to steder, hvor socialrådgiverne må hejse flaget. 1) Vi er bekymret for, at familieafdelingerne ikke kan følge med de mange underretninger, der i dag løber ind. Det er i dag ikke usædvanligt, at besluttede § 50 undersøgelser ligger og venter i halve og hele år, før de går i gang. Det kan ingen være tjent med. 2) Arbejdsbelastningen er for høj – mange socialrådgivere har stadigvæk tårnhøje sagstal på 40-50-60 sager hver og derover. Det er umuligt at gøre en positiv forskel der for et udsat barn.

DS´ bud
1) Udbred Sverigesmodellen – det bygger lave sagstal ind i forvaltningen og dermed får socialrådgiveren det nødvendige arbejdsrum til at være udgående. Det er en god investering for alle de problemtyper, socialrådgiverne arbejder i.
2) Sats på at styrke det tværprofessionelle samarbejde i dagtilbud og på skoler. Vi har lavet en guide til, hvordan det kan styrkes. Brug den. På den måde kan vi komme tidligere og bedre ind.
3) Udbred dagtilbuds- og skolesocialrådgivere til alle kommuner og i en godt forankret form. Brug “faggruppen af dagtilbuds- og skolesocialrådgivere i DS”, hvis du vil vide mere om det. Skriv evt. til formand for faggruppen Charlotte Vindeløv på cvi@horsens.dk.
4) Lad os arbejde sammen om at udbrede den store viden, der allerede er på området i forhold til at skabe nye målrettede aktiviteter. Hvordan kan vi blive bedre til at opdage dem? Et initiativ kan rettes mod børnene, et andet mod de mange fagprofessionelle, der er sammen med dem i hverdagen. De savner bedre kompetencer. Vi bør inddrage de eksperter, som kan give gode råd til at bringe viden ud i det forebyggende arbejde på skoler og i daginstitutioner og blandt sundhedsplejersker. Socialministeriet kan med fordel tage et sådant initiativ.

Temaer og problemstillinger til fremtidige FoU-projekter

Følgende er en liste over temaer og problemstillinger, såkaldte “videnshuller”, til fremtidige praksisnære forsknings- og udviklingsprojekter på børneområdet. Her er der brug for yderligere forskning for først og fremmest at give fagprofessionelle og ledere i kommunerne viden, der gør i dem i stand til at overkomme større knaster i det sociale arbejde. Det er forsøgt at illustrere, hvor forskningsspørgsmål har nerve og kraft og hvor der er et stort savn efter viden.

Forebyggelse og tidlig indsats
Socialrådgivere på almenområdet og fremskudt sagsbehandling – hvilken model er den bedste og er den bedst forankrede? Det er ikke one size fits all, men det er heller ikke anything goes. Lige nu ser vi mange variationer af socialrådgivere, der er udgående i dagtilbud og skoler. Nogle med få timer og andre er mere eller mindre fast placeret på en eller flere skoler og dagtilbud. Der er høj efterspørgsel på en model, der indsamler de bedste erfaringer. Det efterspørger kommunerne og socialrådgiverne i den grad. Foregår dette arbejde bedst med eller uden myndighed?

Udredning af børn og forældre
Den børnefaglige undersøgelse og handleplaner som et dynamisk redskab i arbejdet med udsatte børn og unge, herunder forældrenes rolle. Der mangler en ordentlig undersøgelse af § 50 undersøgelsen. Vi bør forlade den gængse dataindsamlende og objektiverende undersøgelse og gå over i en forandringsskabende form for undersøgelse. Dette er allerede i fuld gang i praksis, men savner forskningsunderstøttelse. Hvordan ser dette ud i praksis? Hvordan arbejder man og hvordan virker det? Dette studie kan også undersøge, hvordan den socialfaglige analyse og vurdering i praksis kan styrkes.

Beslutningstagning i sagsarbejdet
Der er en stor udfordring i at finde den rette balance mellem at have fuld beslutningskompetence og ingen beslutningskompetence. Det er et kontinuum, hvor man sjældent ser det i praksis i en ren form i enten den ene eller anden ende af kontinuummet. Der er en udfordring i, at man gennem de seneste år har trukket al beslutningskompetence væk fra socialrådgiverne. Det betyder i praksis et kæmpe tidsspilde i indstillinger til visitati-onsudvalg. Den arbejdsform er efterhånden et levn fra fortiden, fordi det dårligt matcher den udadgående rolle, man har i de nye investeringsmodeller. Dette savner forskningsunderstøttelse. Her bør der være fokus på, hvordan teams bliver til kompetente fora og hvilken form for dels deltagerkompetencer, dette kræver fra medarbejderne, og hvilken form for faglig ledelse, dette kræver af ledelsen. Hvordan ser relationen ud mellem ledere og medarbejdere i en sådan kontekst? Hvordan går den bedst op? Dette vil være indgangen til at kunne installere ”læring” i velfærdsarbejdet og potentielt rummer det muligheden for at man både opøver kvalitet i opgaveløsningen samtidigt med, at man fortsat gennem arbejdet får den bedste kompetenceudvikling, man kan tænke sig. Denne nye udgivelse har dette fokus på underviserområdet og kan nemt oversættes til de teams, som socialrådgiverne indgår i på voksenhandicapområdet, beskæftigelsesområdet og børneområdet: http://wogn.dk/?tanker=styrk-samarbejdet

Procesregulering
Styrker og svagheder ved procesregulering. Der er et opgør på vej om procesreguleringen. Det går på, at der ingen garanti er for at skabe kvalitet og forandring når man har opfyldt proceduren rigtigt og gennemgået alle trin. Det har været en dominerende kvalitetsforståelse de seneste 5-10 år, som nu er ved at blive afløst af en anden forståelse, nemlig at det er tid til relationen og det forandringsskabende arbejde, hvor kvaliteten og den vigtige investering ligger. De høje fejlprocenter i kommunerne har understreget behov for et opgør med procesreguleringen i en meget detaljeret form. Se evt. nærmere her: http://politiken.dk/debat/kroniken/art5593905/Det-er-sv%C3%A6rt-at-finde-en-kommune-uden-50-procent-fejl-i-sagsbehandlingen

Metodeprojekter og lignende
Der er mange nye opskrifter og metoder, som pt. gør sit indtog i socialt arbejde og i stigende grad i sagsbe-handlingsfunktioner, jf. forrige tema med fokus på at styrke kvaliteten i det relationelle arbejde. Det angår både brugen af SOS i børnearbejdet men også FIT og andre tilgange. Men hvordan virker de? Er FIT primært et redskab, der kvalificerer dialogen gennem fokus på skalaspørgsmål og progression eller kan redskabet samti-digt bruges til at generere tværgående data, som nogle håber på, at det kan? Her savnes der et kritisk per-spektiv. Det fører til et andet vigtigt forskningsspørgsmål: Hvordan kan man overhovedet generere menings-fulde data omkring sager med udsatte mennesker, som både kvalificerer sagen og som samtidigt skaber transparens og retssikkerhedsmæssig tryghed på tværs af området, som der i høj grad er politisk efterspørgsel på.

Sverigesmodellen
Denne model er i fuld gang med at blive implementeret ude i praksis. Nogle få har ikke sluppet levende fra det og mange knokler med det. Der er grund til at tro, at en del kommuner om nogle få år vil sige, at modellen ikke virkede, fordi den var for svær at implementere. Det vil være en skam, hvis der er tale om implementeringsfejl. Der er derfor brug for et studie, der kortlægger implementering af Sverigesmodellen og hvordan den kan finde fodfæste i kommunernes arbejde, hvilke krav det stiller og hvilke forudsætninger, det kræver. Det er en krævende omstilling, men som samtidigt er afgørende for en positiv omstilling af området for udsatte børn og unge. Læs evt. med her i en artikel, som fokuserer på implementering af Sverigesmodellen: http://www.altinget.dk/social/artikel/sverigesmodellen-forudsaetter-hoejt-kvalificerede-sociale-tilbud

Sverigesmodellen giver anledning til en anden vigtig fokusering, nemlig hvad er det for en ny arbejdsform, vi ser i det tværprofessionelle samarbejde, hvad kan den, hvordan finder den sted, rummer det dilemmaer og udfordringer? Hvordan ser det moderne tværprofessionelle samarbejde ud? Her kan forskningen gå foran og vise vejen til, hvad der er den ”næste praksis” inden for tværfagligt samarbejde. Her er der skrevet lidt om den nye arbejdsform i Sverigesmodellen: https://ncbarkholt.wordpress.com/2015/10/23/en-saerlig-praksisform-gor-forskellen-for-kvaliteten-og-okonomien/
Læs evt. også her – en nyligt udviklet guide til at organisere tværprofessionelt samarbejde på skolerne: http://www.socialraadgiverne.dk/Files/Filer/10-Publikationer/Pjecer/2016-02-StyrkDenTvaerprofessionelleIndsats.pdf

Effekten af ”standardindsatser” i Lov om social service § 52
Der har været meget fokus på bogstavmetoders effekt, især fordi de hævdes at have et evidensbaseret grund-lag. Der savnes imidlertid forskning i, hvad effekterne er af de gængse indsatsformer, som anvendes i Dan-mark bredt set til udsatte børn, forældre og deres familier. Fx kontaktpersonsordninger, familiebehandling, familierådgiver, etc. Det er i og for sig grundforskning, for hvordan virker kontaktpersonsordninger, hvad skal man være særligt opmærksom på, er der nogle problemer og målgrupper, som ordningen virker særligt godt for? Sådan kunne man også gå til de andre hjælpeforanstaltninger i § 52s foranstaltningsvifte.

Relationens betydning
Jf. ovenstående om Sverigesmodellen og de nye investeringsmodeller, så bliver der satset højt på en slags tilbagevenden til det relationelle arbejde i myndighedsfunktionerne. Men hvad består dette i? Hvordan ser disse relationer ud, hvordan adskiller de sig fra andre typer af relationer, som fx pædagoger, psykologer og sundhedsplejersker har til børn, forældre og familier? Vi har i årevist vidst, at relationerne og den karakter og kvalitet, relationerne har, har haft stor betydning i det sociale arbejde, jf. fx Tine Egelunds forskning på SFI, men der savnes et opdateret forskningsbaseret perspektiv på relationens betydning i et moderne perspektiv.

Dømmekraft i socialt arbejde
I forlængelse af ovenstående fokus på, hvad relationerne indeholder, så savnes der også håndgribelig forsk-ning i, hvad dømmekraften går ud på. Det er nemlig en stor del af det at færdes i relationer og vel at mærke etableringen af professionelle relationer. Den professionelle faglige dømmekraft kan deles op i to dimensio-ner, nemlig ”viden” og ”intuition”. Der savnes forskning og artikler om dette fokus! De bør indeholde, hvordan man udfolder de to ben i dømmekraften. Hvad vil det sige at anvende viden som en del af dømmekraften i perspektiv tæt på praksis? Hvad vil det sige at anvende intuition? Intuitionen har været under pres i den of-fentlige debat omkring ”tavs viden” og ”mavefornemmelser”, men ikke desto mindre er denne form for kom-petence afgørende i arbejdet med udsatte mennesker. Derfor er det vigtigt at få klarlagt – både for kommen-de professionsudøvere men særligt også i forhold til omverdens forståelse af det sociale arbejde (ikke mindst med fokus på at højne fagets status) – hvad dømmekraften består i – at det ikke er hokus pokus, men at det er noget, som skal trænes og udvikles gennem kontinuerlig supervision og kritisk feedback.

Organisering af børneindsatsen
Der har de seneste år været meget fokus på specialisering af myndighedsindsatsen, primært fordi det er gået alt for vidt. Man har organiseret sig mere og mere detaljeret med opdelinger i alder, problemer og funktioner. Et studie gennemført på Metropol har kortlagt specialiseringen på området for udsatte børn og unge på Sjæl-land og har udviklet en typologi for at kunne tale om specialisering på flere niveauer. Dette fokus er i høj grad brugbart til at forske videre i, hvordan man tilsvarende skal forstå organiseringen på børnehandicapområdet. Hvordan er dette fagområde væsensforskelligt fra det psykosociale område? Hvordan ser den gode organise-ring ud på dette fagområde? Hvordan bør snitfladerne være mellem hhv. det psykosociale og handicapområ-det? Det mangler der svar på pt. i praksis, fordi der er megen støj omkring, hvor specifikke diagnoser bedst hører til. Hvor har man egentlig kompetencerne til at arbejde med specielle former for handicap. Man kan også stille forskningsspørgsmålet anderledes: Hvordan lærer man løbende i sit arbejde gennem driften på en måde, så man er kompetent og løbende opøver kompetencer til at håndtere bestemte problemområder inden for dels det psykosociale felt og handicapområdet – hvordan lægges det gode snit, kan man sige.

Investeringsmodeller
Dette område begynder også at komme i hastig udvikling. Sverigesmodellen og den grundlæggende tænkning, som modellen indeholder, spreder sig nu til andre områder i det sociale felt, herunder til beskæftigelsesområ-det, men også til voksenhandicapområdet. Modellerne rummer også mere og mere klar tænkning om at ar-bejde på tværs af organisationerne og mellem sektorerne for at opnå kvalitet og gennemslagskraft. Der savnes forskning, der undersøger, hvordan denne nye konstruktion ser ud og virker på beskæftigelsesområdet, som vi har set den foldet ud i Hjørring. Investeringsmodeller som tema er i vækst og derfor er det afgørende, at forskningen også følger med og får understøttet, hvordan denne nye praksis virker og fortsat kan styrkes og implementeres med det mål at skabe højere kvalitet til færre ressourcer samt at sætte fokus på, hvordan det er afgørende, at socialrådgiverne og andre faggrupper har en god trivsel i arbejdet for at kunne levere gode resultater for borgerne. Dette er kommet i fokus i disse modeller gennem et nedsat sagstal og dermed et råderum til at arbejde fagligt gennemtænkt, procesorienteret og tæt på borgerne og de fagprofessionelle omkring sagen.

Syddjurs Familieafdeling rykker

Jeg har været på besøg i dag i Syddjurs Kommunes familieafdeling sammen med regionskonsulent Ole Hervik.

Det er det bedste ved mit arbejde at komme ud!

Jeg fik meget med hjem! Først et møde med ledelsen om den vigtige organisering som på mange måder afgør hvad der kan lade sig gøre fagligt. Derefter et møde med socialrådgivergruppen.

De har gang i et meget vigtigt eksperiment. De afprøver nemlig Herningmodellen (her kaldet Styrket Indsats), men som vi alle ved kan det gøres på mange måder. De har lavet to teams, hvor de afprøver modellen med nedsatte sagstal. Alle har ansvar for mellem 15 og 20 børn. Det rykker! Menneskeligt og økonomisk! De har samtidigt en sammenligningsgruppe, som arbejder traditionelt med mellem 30-40 sager. De måler løbende på resultaterne og sammenligner og har et konsulenthus koblet på som evaluator. Allerede nu kan jeg godt sige, at det tegner yderst lovende!
Vi talte om det trælse i, at sammenligningsgruppen har ringere kår. Men omvendt deltager de også i et meget vigtigt og lærerigt eksperiment, som kan få stor betydning for mange børn og forældre fremover. Ikke kun i deres kommune men i hele landet. Sejt!

I Syddjurs er de langt fremme med – efter min mening – en af de bedste modeller for organiseringen i familieafdelingen, som jo handler om at udnytte faglighed og ressourcerne mest optimalt.

De har en modtagelse, som opstarter alle sager. De tager sig af underretninger og det akutte. Skal der laves en undersøgelse går sagen til de geografisk inddelte teams, hvor man har hele paletten fra 0-18 år. Diversitet er en kvalitet. Specialisering risikerer at skabe tunnelsyn, for mange snitflader og forældre synes det er svært med flere sagsbehandlere.

De har faglig ledelse tæt på. Det er en løbende dialog. Lederen har ikke så meget folus på enkeltsager som med hvordan samarbejdet fungerer. Den faglige ledelse er afgørende for at give socialrådgiverne faglig opbakning.

De arbejder ud fra det jeg vil kalde “Guldstandarden”: De er uddannet i SOS og arbejder løsnings- og ressourceorienteret og forandringsskabende med par. 50-undersøgelsen ude i familiernes hjem – frem for at se undersøgelsen som en dataindsamlingsproces. På den måde kommer de væk fra skrivebordet og mange forløb afsluttes i undersøgelsesperioden allerede på 4 måneder.

Den måde at arbejde på, hvor man netop kan opnå de store resultater, kræver også, at man virkelig øver sig og dygtiggør sig som socialrådgiver. Det tager tid at lære, men det er muligt. De erfarne lærer fra sig. Det handler især om at træne kommunikation, at stille spørgsmål, at skabe god kontakt og tillid. Det er muligt her!

Børnehandicapafdelingen var også med. De er som sådan ikke en del af Styrket Indsats, men også her afprøver de om ikke det giver bedre resultater når socialrådgiverne er mere ude i hjemmene og lærer børn og forældre bedre at kende. De har ansvar for kun 28 børn og unge hver.

De har socialrådgivere ude på skoler og i dagtilbud. De stopper mange forløb, så de ikke når til forvaltningen som børnesager. Et yderst vigtigt forebyggende led! De er kun derude uden myndighed. Den tilgang skaber de bedste resultater ifølge dem.

Tusind tak for to meget inspirerende og hyggelige møder. Jeg glæder mig til at høre mere om jeres proces. Det er en god historie! Jeg var så heldig at få et lift til stationen af Lene i hendes seje Toyota Starlett. Med lys i cd-rommen. Det var så hyggeligt! Tak!

Høring på Christiansborg om tidlig indsats 10. maj 2017 – her er socialrådgivernes input

En høring i dag på Christiansborg om den tidlige indsats er vel overstået. Vi hørte en lang række potente oplæg, som samlet set viste det “litteraturstudium” frem, som fremhævede de vigtigste undersøgelser, der underbygger effekten af den tidlige indsats.

Dette indlæg beskæftiger sig med de pointer, der kom frem fra os socialrådgivere. Dagtilbudssocialrådgiver og formand for faggruppen af skole og dagtilbudssocialrådgivere i DS, Charlotte Vindeløv, og jeg bidrog med et oplæg. Det forsøger at skære nogle ting klart, så vi kan begynde at indrette en stærkere, mere bevidst og præcis tidlig indsats, som også gør op med nogle konkrete udfordringer, vi står midt i. How to do – politisk og fagligt – er i fokus her.

Vi kommer omkring forudsætningerne for tidlig indsats og ender til sidst ud med at beskrive, hvad politikerne bør handle på, hvad vi bør gøre ude i praksis, hvilken rolle lokalpolitikerne spiller og hvordan vi i det hele taget får vind i sejlene omkring denne meget vigtige dagsorden. Den er vigtig ikke blot for de børn og forældre, som står i problemer lige nu, men for mange generationer fremover.

Vores indgang er: Der er én ting, vi ved, der gør samfundet rigere og det er at sikre den tidlige forebyggende indsats. Vi beregner ofte, hvad velfærden koster i omkostninger og udgifter, men vi glemmer at beregne, hvad det koster, at vi ikke er gode nok til den tidlig indsats? Hvad er det for en pris, vi betaler i dag?
– At mange unge ikke bryder chanceuligheden
– At mange unge ikke får en 9. klasse
– At mange børn bliver anbragt, fordi de får hjælp for sent
– At vi ikke skabt bæredygtige relationer til børn, unge og forældre, som gør os i stand til reelt at yde en hjælp.

Vi mangler at etablere den tidlige indsats med gennemslagskraft. Vi taler meget om det, men vi har til gode at se den i praksis. Hvis vi kan ændre vores indsatser tidligere i børns liv, så kan vi ændre det mønster. Men det forudsætter en omstilling og at kommunerne både kan investere og prioritere. Men hvilken optik skal vi vælge? Det er jo sådan, at den optik, vi vælger, har konsekvenser for, hvad man vil fokusere på og hvilke indsatser, man så vælger ud som værende “de rigtige”.

Adskillige studier dokumenterer, at mennesker, der får sociale problemer, langt fra får dem, fordi deres forældre havde problemer. Man fødes ikke ind i en kaste! Er man vokset op i en ”problemfri familie”, så er der 4 procent sandsynlighed for, at børnene i alderen 13-27 år pådrager sig et problem af samme sværhedsgrad, som forældrene har. Er man derimod vokset op i en ”problemfamilie”, så er der 8 procent sandsynlighed for, at børnene i alderen 13-27 år pådrager sig et problem af samme sværhedsgrad, som det problem, forældrene har. (Ejrnæs, 2010)

Det er en fordobling, hvad jo ganske vist er en dramatisk stigning, men 92 procent klarer sig. 92 procent! Hovedreglen er altså, at man klarer sig godt. Dette er argumentet for en stærk, bred, tidlig forebyggende indsats, fordi børn, der får problemer, kommer fra alle samfundsklasser. Stirrer vi os blinde på de udsatte, så overser vi 2/3 af dem, der får sociale problemer.

Vi har i noget tid arbejdet med en markør, der hedder idealkommunen. Ideal-tænkningen fokuserer på, hvad der kan være idealet uden, at det er muligt helt at indfri det i praksis. Men det er værd at stræbe efter. For os at se afhænger den tidlige indsats af, om kommunen har designet et stærkt organisatorisk samspil mellem almenområde og specialområde:
• Primær, tidlige problemer: Stærkt samspil mellem almenområde og specialområde. Især dagtilbuds- og skolesocialrådgivere har god effekt i tæt samspil med pædagoger og lærere ude i miljøerne.
• Sekundær, problemer er større: Investeringsmodeller på børneområdet i kommunerne. Fokus: Relationel koordinering omkring familien og tværprofessionelt samarbejde.
• Tertiær, komplekse sociale problemer: Skaden er sket og der er brug for massiv indsats. Stærkt samarbejde omkring børn, unge og forældre. Investeringsmodel og interventionsprogrammer.

Dette samspil kræver, at man gør sig meget bevidst om, hvornår de fagprofessionelle skal møde hinanden afhængigt af problemernes karakter og hvor de opstår. Et eksempel: For at der kan komme tidlig indsats i dagtilbud er det vigtigt, at en socialrådgiver har sin gang derude ofte. Den funktion har flere formål: Dels at sparre med pædagoger om, hvad de ser og om der er grundlag for en underretning. Er der grundlag for en underretning kan socialrådgiveren bidrage med at kvalificere denne. Socialrådgiveren kan medvirke i samtaler med forældre og børn og følge udviklingen, indtil barnet er i trivsel igen.
Den bedste model i Danmark for den tidlige bredspektrede indsats er Herningmodellen. Det er den blandt andet fordi, at den tilbyder en struktur for, hvordan der skal arbejdes med relationer til børn og forældre og hvordan der skal arbejdes relationelt koordinerende i det tværprofessionelle samarbejde.

Det er en klar business case. Herning har investeret 2 mio. kr. om året i 4 år. Efter 2 år er der allerede hentet 4,7 mio. kr. Alle kommuner er forskellige, de gør det forskelligt. Det er ikke en Herning-model fits all – men det er en ramme. Det vigtigste er, at man bekender sig til en ramme og de principper, der følger med. Den kan udfyldes på forskellige måder. Essensen af opskriften er følgende:
– Tæt opfølgning på barnet og forældre og den indsats, der sættes i værk, for at kunne justere hurtigt, hvis der brug for det.
– Tid til at arbejde relationelt med familien. Der skal være tillid og god kontakt med udgangspunkt i børn og forældres ressourcer.
– Vi skal orkestrere et stærkt og dynamisk tværprofessionelt samarbejde. Den tidligste indsats foregår ude i dagtilbud og på skolerne. Det er guld værd at have dagtilbudssocialrådgivere og skolesocialrådgivere. De giver vigtig sparring pædagoger og lærere, de kan afklare om der skal underrettes og de kan kvalificere en evt. underretning, de kan også deltage i samtaleforløb og følge udviklingen til barnet er i trivsel igen. Det er faktisk nøglen til den tidlige indsats.

Vi fortalte også om Barn på vej-projekt. Det er et særligt projekt, der fokuserer på tidlig tværprofessionelt samarbejde omkring sårbare gravide – både før og efter fødslen. Det er en forpligtende samarbejdsmodel mellem region og kommune, som også involverer frivillige. De er familievenner til sårbare gravide. Evalueringer viser, at de er meget positive om adgangen til fremskudt socialrådgiver i projektet samt høj grad af læring om hinandens fagområder.

Vi gennemgik styrken ved dagtilbudssocialrådgivning. Dagtilbudssocialrådgivere kommer ud i normalområdet med en specialiseret viden:
– Yder sparring til personalet i institutioner og dagpleje, som giver positive tilbagemeldinger på dette – bl.a. ved kvalificering af underretninger.
– Kan deltage ved svære samtaler i diverse mødefora.
– Oftest uden myndighed, hvilket frigiver masser af tid, da vi ikke er bundet til administrative lovpligtige opgaver ved computeren.
– Forældre oplever os som et positivt tilbud, som møder dem, hvor de er og rådgiver ud fra deres ønske/behov – oftest på deres hjemmebane i hjemmet.
Dette er de typiske problemer, som en dagtilbudssocialrådgiver møder:
– Skilsmisseproblemstillinger
– Bekymrede forældre med sensitive børn
– Børn af anden etnisk herkomst end dansk, som kommer sent i institution
– Enlige (oftest) mødre med et sparsomt netværk
– Psykisk syge forældre med manglende overskud
– Evt. også med økonomiske udfordringer

Vi gennemgik de vigtigste styrker I Herning-modellen som investeringsmodel:
– God og grundig implementering, som sikrer, at alle samarbejdspartnere er med på mindset.
– Alle fagprofessionelle løser og løfter sagen i fællesskab.
– Socialrådgiverne har en tættere relation med familierne og der opstår derfor ikke så mange ”ildebrande” – vi kan agere proaktivt og forebyggende.
– Socialrådgiverne følger oftere op på foranstaltningerne og kan derfor hurtigere regulere på de iværksatte indsatser.
– Der opstår færre klagesager.

Hvad skal strategien være herfra? Hvad bør politikere og kommuner gøre?
Det er vigtigt at understrege, at mange ændringer kan gennemføres inden for de eksisterende rammer i kommunerne. Kommunerne bør gå sammen og vidensdele om, hvordan de tre forebyggelsesniveauer hænger sammen og supplerer hinanden. Politisk bør man udforme en vision for den tidlige indsats i fremtiden. Følgende er input til, hvordan vi gør det klogt.
Skab en national handleplan for en tidlig forebyggende indsats. Man kan med fordel nedsætte en arbejdsgruppe, som har minimum tre opgaver:
– Vi skal præcisere principperne – hvad står vi på? Eksempler: Bred forebyggelse (ikke kun de udsatte), chanceulighed (ikke social arv), balancere muligheden for at bruge sin faglige dømmekraft i forhold til de virksomme redskaber, der skal i anvendelse – det må ikke blive for instrumentelt.
– Vi taler alle om tidlig indsats, men det kan være mange ting. Vi er derfor nødt til at præcisere, hvad der er de centrale og virksomme indsatstyper. Hvilke forudsætninger skal kommunerne bygge ind?
– Bred viden ud om disse indsatser på en begavet måde. Vi mangler stadig at skabe god vidensdeling mellem kommuner. Vi skal dele og socialisere viden på nye måder.

Etabler en tænketank af fagprofessionelle, som løbende kan konsulteres og involveres.
– Der er så meget viden og vilje i dette rum og blandt fagprofessionelle og ledere. Lad os nedsætte et panel, som politikerne på Christiansborg løbende kan trække på. Det kan skabe en tiltrængt og ny dialog mellem praksis og politikudvikling.

Kan man lovgive om, at kommunerne styrker den tidlige forebyggende indsats?
– Der står faktisk intet om den tidlige indsats og det at have et stærkt tværsektorielt samarbejde i loven. Bør man bygge det ind som en vigtig formålsparagraf?

Etabler en mellemkommunal læringsplatform.
– Vi mangler at forbinde kommunernes viden fra Bornholm til Skagen. Der foregår så mange gode udviklinger derude, men hvis de ikke kommer ind under radaren af Socialstyrelsen eller andre, så ser vi dem ikke. Vi mangler en platform for at dele viden.

Giv kommunerne reelle muligheder for at investere og innovere. I dag blokerer sanktionslov, budgetlov, mv.
– Man kan roligt sige, at kommunerne styres benhårdt økonomisk. De har meget lidt rum til at investere. Derfor kunne det give god mening at skrue på mekanismerne, så de kan ændre adfærd. Kunne man bygge investeringspuljer ind som en del af Finansloven, som kommunerne løbende kan søge, hvis det kan sandsynliggøres, at de har en positiv effekt? Enhver økonomisk styreform har sin tid. Vi har haft brug for at stramme op pga. overforbrug. Nu er det tid til at lægge grunden til investeringer.

Plejefamilier skal have langt bedre støtte

Et flertal af danske plejefamilier mener, at børn og unge anbragt i familier i dag er mere belastet end tidligere. Det skal politikerne tage alvorligt og sætte ind med bedre støtte.

Børn og unge, der anbringes i familiepleje, er naturligvis lige så forskellige som alle andre børn og unge. Men uanset om de anbringes fra de er helt små eller senere i deres opvækst, så har de alle særlige udfordringer, lige fra nyfødte spædbørn til skolebørn med behandlingsbehov til uledsagede flygtningebørn. Over årene er markant flere blevet anbragt i plejefamilier, mens færre kommer på døgninstitutioner og opholdssteder. Det underbygger, at familieplejerne har ret i, at de børn, de modtager i dag, har større udfordringer end tidligere.

Jeg mener, at vi er gået for langt. Nogle børn og unge har behov for kompetencer, der kun findes i specialiserede faglige miljøer. Anbringelse i familiepleje er billigere, men besparelser må aldrig være årsagen til at fravælge fx en døgninstitution, hvis det er den fagligt forsvarlige løsning. Vi skal være stensikre på, at barnet får den helt rigtige hjælp.

Men grundlæggende er familiepleje godt. En almindelig hverdag med nære relationer, kontinuitet og socialt liv er vigtig for de anbragte børn. Kontakten til lokalsamfundet, til kammeraterne, til skolen, til fritidslivet og til barnets netværk og familie har en enorm betydning for barnets livskvalitet og mulighed for en god udvikling. Her kan anbringelser i familiepleje noget helt særligt, men familierne skal klædes ordentligt på.

For det første skal vi forbedre plejeforældrenes uddannelsesniveau. I dag får de kun sølle fire dages kursus, når de skal varetage særligt komplicerede opgaver som f.eks. at sikre et godt samarbejde med den biologiske familie. Denne kvalificering og introduktion er meget vigtig, både i forhold til familieplejeopgaven generelt og det enkelte barn. Et godt eksempel er KEEP, et amerikansk træningsprogram for plejeforældre, der baserer sig på social læringsteori, anerkendende tilgang, belønninger og ”mild” disciplin. Det giver plejeforholdet det rette fundament med uddannelse til plejefamilien de første 16 uger, hvor anbringelsen er allermest sårbar.

For det andet skal plejefamilierne bakkes langt bedre op fra forvaltningen. Et godt og solidt samarbejde mellem kommunen og familieplejerne er helt afgørende for et godt plejeforløb. Derfor skal kommunerne have velkvalificerede medarbejdere, f.eks. familieplejekonsulenter, som har de nødvendige kvalifikationer til et tæt og godt samarbejde med familieplejerne. De er i høj grad med til at forebygge sammenbrud i anbringelser og at løse konflikter i opløbet.

Vi kan gøre det meget bedre og jeg er glad for, at socialminister Mai Mercado er opmærksom på og arbejder med dette område. Det er der hårdt brug for. Vi ser frem til dialogen.

Fremskridt på børneområdet – en kort status

dr2

Der er sket meget siden denne aften for to år siden, hvor udsatte børn var til debat på DR2. Det er vigtigt at blive mindet om, hvordan fremskridt faktisk sker.

Sverigesmodellen er godt i gang med at blive udbredt. Alle ved nu, at sagstal, tværprofessionalisme, faglig ledelse og god organisering er afgørende for at lykkes. Nu også på børnehandicapområdet. Her er Aarhus godt i gang som de første.

Bureaukratiet er vi i fuld gang med at gøre op med. Det er allerede ved at blive reduceret. DUBU bliver snart opgraderet og skifter udbyder. Der er kørt flere større ændringer i stilling vedrørende statistikregistrering og ICS, som vil forandre arbejdet i DUBU, men som desværre først bliver implementeret i efteråret 2018.

Organiseringen halter stadig bagefter mange steder. Man har fortsat i for høj grad en funktionsopdelt specialisering. Her er der en opgave i at udvikle en stærkere og bedre måde at organisere arbejdet på i teams og i et samspil med en tæt faglig ledelse.

Skole- og dagtilbudssocialrådgivere bliver mere og mere udbredt. Vi mangler at finde ud af, hvilken konstellation, der virker bedst. De kommer i mange former – der hvor man er få timer på skoler og daginstitutioner om ugen er ikke tilstrækkeligt. Idealet er at kommunerne har flere socialrådgivere, der arbejder alene ude på skoler og i dagtilbud.

Hele debatten om viden er gået fra at være stivnet til at alle nu er søgende og aktive i hvordan vi gør det – hvordan vi får vidensbaseret socialt arbejdet og skaber læring mellem kommunerne. Dette er også på en og samme tid svaret på, hvordan vi får stærke faglige teams, der har faglighed og viden som omdrejningspunkt i kommunerne.

Alle orienterer sig mod den tidlige indsats og udvikler modeller der afprøves i kommunerne. Investeringstankegangen begynder at sætte sig blandt byråd landet over. I DS håber vi, at det bliver en hoveddagsorden ved det kommende kommunalvalg i 2017.

Så har vi dertil 10-kommuneforsøget som opgraderer kommunernes måder at arbejde helhedsorienteret. Den tænkning bør udbredes og tilføjes Sverigesmodellen. Vi er generelt godt i gang med at udskifte forældede organiseringer i kommunerne med nye hvor samordning, viden og faglighed er i centrum.

Læg dertil alverdens arbejdsgrupper, følgegrupper, fondsinitiativer der fokuserer på at styrke den tidlige indsats og læring for udsatte børn og som konkret får almenområde til at tale stærkt og tæt sammen med specialområde gennem ildsjæle blandt pædagoger, sundhedsplejersker og dagtilbudssocialrådgivere.

Nu er Hjørringmodellen også på vej. Om nogle få år har vi forhåbentlig en Sverigesmodel-tænkning, 10-kommuneforsøg og helhedsorientering og Hjørringmodel i alle kommuner.

Jeg er ovenpå børnetopmødet i KL fortrøstningsfuld. Der er stadig i mange kommuner et for højt sagstal, meget pressede socialrådgivere og en alt for stor udskiftning. Det kan samarbejdspartnere til dem bevidne. Men bevægelsen er i gang og den følger vi tæt til dørs.

DS´ arbejde med vidensdagsordenen

At arbejde med vidensbasering er en af de vigtigste aktionsformer for fagbevægelsen i det sociale arbejde nu og i de kommende år. Til at sikre højere kvalitet og samtidigt rammer, der understøtter kvalitet og gode arbejdsforhold. Man kan sige, at viden er fagbevægelsens største kampmuskel. Med solid viden i hånden kan der argumenteres for klare præmisser i opbygningen af rammerne for praksis. Dette er en måde at tage ansvar for helheden på i en tid, hvor der er høje forventninger til kvalitet i kombination med færre ressourcer.

Samtidigt er der i dag kommet et nyt fokus på vidensbasering af socialt arbejde. Uden at overdrive er der skabt momentum omkring viden og vidensbasering. Tilsvarende ser vi, at læring tæt på kerneopgaven begynder at komme i høj kurs. Gennem et fokus på kvalitet bliver rammerne og vilkårene forbedret samtidigt med, at det styrker socialrådgivernes og andre fagprofessionelles faglighed omkring de fælles vigtige opgaver for udsatte mennesker. Når vi er enige om, at forskning i socialt arbejde er vigtig for kvaliteten og for udnyttelsen af ressourcerne, så er denne dagsorden en af de vigtigste veje til at opnå råd til velfærd af høj kvaltiet nu og på længere sigt.

I Dansk Socialrådgiverforening (DS) har vi arbejdet målrettet med vidensdagsordenen i nu 4 år. Gradvist udvikler vi organisationen til i højere grad at få fokus på viden, faglighed, faglig udvikling og det, som optager alle socialrådgivere dagligt: Hvordan kan jeg bedre blive i stand til at gøre en markant forskel i mit arbejde? Hvordan kan jeg blive dygtigere? Hvordan kan jeg bidrage til at udvikle faget og opgaveløsningen i et samfund under forandring?

I DS har vi arbejdet med at kapacitetsopbygge til, at socialrådgiverne skal kunne blive bedre i stand til at gøre dette. Der er brug for understøttende strukturer, som organisatorisk kan bære vidensbaseringen og et fokus på kvalitet. Det har vi gjort på flere niveauer.

Vidensinfrastruktur mellem socialrådgivere i DS
Vi har i DS 2022 – et stort udviklingsprojekt i DS omkring fremtidens fagforening – arbejdet med at udvikle en vidensinfrastruktur i DS. Dvs. at skabe gode og virksomme rammer for vidensdeling mellem socialrådgivere. Det er sket dels gennem udvikling af faggrupperne, gennem udvikling af TR-rollen og gennem udvikling af klubberne ude på arbejdspladserne til at blive drivende på den faglige udvikling. Det er også sket gennem fokus på de virtuelle muligheder. Der er kommet mange nye Facebookgrupper til, som i mere eller mindre specialiseret form beskæftiger sig med faglighed, faglig udvikling og også kommunikation mellem studerende og erfarne socialrådgivere. Målet er at sætte socialrådgivere og studerende i stærk kontakt med hinanden for at udnytte den kæmpe viden, der findes adgang til i dette store netværk. Den strøm af viden og den mulighed for at få kompetenceudvikling får man adgang til ved at være medlem af DS. Fx hvis man gerne vil skifte arbejde fra beskæftigelse til børn eller hvis man vil prøve sig selv af som leder. Hvad vil det kræve? Etc.

Vidensinfrastruktur mellem forskning og praksis
Vi har også brugt mange kræfter på at udvikle en ekstern vidensinfrastruktur generelt i samspillet mellem forskning og praksis på det sociale område. Forskning kommer i dag ikke ud i praksis automatisk. Det siver ikke ned i praksis, som man ellers har troet i mange år. En meget stor del af den forskning, der er produceret, er derfor ikke implementeret. Derfor skal der udvikles nye og bedre hovedveje til, at viden kommer ud i praksis og at der kommer viden retur til forskningsmiljøerne om bedre formidling og videnshuller. Vort fokus har været på at understøtte en dialog, brobygning og udvikling af en målrettet efterspørgsel og skabelse af den for de berørte praktikere og borgere bedste nye viden, som efterfølgende også kan implementeres i praksis. I DS’ arbejde med vidensdagsordenen på det sociale område i 2014-2015 var det en af konklusionerne, at den bedste nye videnskabelige viden bedst bliver en del af praksis, hvis det sker i et samspil omkring faglige vurderinger, udvikling og evaluering af konkrete indsatser parallelt med inddragelse af personlige erfaringer og brugererfaringer, herunder en udveksling af erfaringer i fx gruppemøder og netværk. Den første kortlægning var uhyre interessant, hvor vi inviterede centrale aktører og videnspersoner ind for at samle perspektiverne og positionerne i dette felt. På grundlag af det har vi udviklet elementer til en stærk vidensinfrastruktur i en tæt dialog med centrale aktører: SFI, Danske Professionshøjskoler, andre faglige organisationer, FTF, Socialministeriet, Socialstyrelsen, KL, FORSA samt via konkrete invitationer fra Tryg Fonden, Mærsk Fonden, Rambøll, etc. Vi arbejder med at inkorporere disse elementer så tæt på praksis som muligt for at bane vej for en effektiv strøm af viden og dermed en vedvarende og proaktiv udvikling af fagprofessionerne og velfærd til borgerne.

Kapacitetsopbygning i kommunernes organisering
Vidensdagsordenen handler også om at styrke praksis, at kapacitetsopbygge ude i praksis, så viden og faglighed og de fagprofessionelles evne til at bruge deres faglige dømmekraft kommer i centrum af opgaveløsningen. Det vedrører en præcisering af de forskellige roller og hvilken adfærd, de skal nærme sig, for at udvikle et godt samspil med viden i centrum. Hvordan deler man viden i organisationen, hvordan skaber man en efterspørgselsdrevet kultur, hvor man tør gøre sig sårbar og spørger hinanden, når man savner viden? I DS har vi ønske om at afprøve en ny stillingsbetegnelse i kommunerne kaldet en vidensmægler. Denne nye figur og rolle skal sørge for at etablere vidensbasering og facilitere vidensdeling ude i kommunerne ud fra en præmis om, at viden er social. Viden skal socialiseres for at blive implementeret. Det kræver særlige kompetencer og en organisatorisk parathed. Der er grobund for at lave et forsøgsprojekt med to til tre kommuner. Det håber vi bliver til virkelighed i 2017. Kapacitetsopbygning af vidensbasering i kommunerne handler derfor om at etablere rammer hertil i praksis. Det skal organiseres. Det er fx endnu ikke beskrevet, hvordan et godt vidensmiljø ser ud i organisationer og institutioner i socialt arbejde. Det har vi i et bud på. Tilsvarende er DS med til at understøtte udbredelsen af et vidensdelingskoncept udviklet i Odder Kommune på beskæftigelsesområdet. Det er en tilgang, der samler organisationens bedste erfaringer, som bliver omsat til konkrete faglige produkter, der implementeres fx i arbejdet med forlængelse af sygedagpenge, etablering af virksomhedspraktik, etc.

Videnarkitektur i samspillet mellem uddannelse, forskning og praksis
Inden for det seneste år er vi begyndt mere aktivt at arbejde på at udvikle et kredsløb mellem uddannelse, forskning og praksis. Dette arbejde indebærer en analyse af arbejdsdelingen mellem de tre funktioner i videnskredsløbet: Videnproducent, videndistributør og videnaftager. De funktioner kan i praksis i dag genfindes hos alle involverede aktører og ofte på tværs af tidligere organiseringer. Et nyt videnskredsløb skal derfor lægge vægt på at være dynamisk og overlappende, hvor udviklingen af aktuelt bedste viden forudsætter dialog og involvering med rum for en loop-tænkning, hvorved ansvaret for at bidrage til vidensefterspørgsel, -udvikling/produktion, -distribution og som vidensaftager ikke placeres som isolerede funktioner hos udvalgte aktører. En del af denne udvikling repræsenteres af professionshøjskolerne, der siden 2013 har fået en ny rolle i videnkredsløbet således, at der på de samme institutioner varetages uddannelse og videnopbygning/forskning og udvikling. Parallelt dermed ses en ændring af vidensdistributionen i form af efter- og videreuddannelse, som i højere grad sker i en tæt dialog med den enkelte organisation (vidensaftager), ligesom nye kompetenceudviklingsformer knyttet tæt til udvikling af ny praksisbaseret viden vinder frem. Dette samt en bedre ressourcetildeling til effektfuld praksisnær forskning arbejder vi med i dette spor, som overlapper de andre dimensioner omtalt i dette indlæg: Intern vidensinfrastruktur mellem socialrådgivere i DS, ekstern generel vidensinfrastruktur og kapacitetsopbygning tæt på kommunernes praksis og organiseringen heraf.

For at bryde det mere op og for at konkretisere endnu mere har vi arbejdet og arbejder fortsat i følgende spor:
– At sikre et bredt vidensbegreb, herunder et bredere evidensbegreb uden et hierarki
– At socialrådgivernes praksisviden inddrages i definitioner af lovende metoder og praksisser
– At forbedre metoderne til formidling og optag af ny viden i praksis, fx ved 1) udvikling af en praksisnær vidensmægler-rolle og ved 2) at udvikle koncepter og værktøjer til vidensdeling
– At medtænke DS2022 initiativer, som knytter an til vidensdagsordenen, fx initiativerne med fokus på vidensdeling og faggrupper (herunder organising-tilgangen)
– At udforske, hvad den faglige dømmekraft konkret består i gennem blandt andet bogudgivelser for at skabe rammer, der understøtter brugen af den faglige dømmekraft

Brudt mere op i `resultater´ har arbejdet fx hidtil resulteret i:
– Et styrket eksternt samarbejde omkring definition og udvikling af praksisnær viden i socialt arbejde
– En undersøgelse fra FTF om Udvikling af viden i samspil mellem forskning og praksis, der understøtter at inddragelse af praktikere betyder meget for, om ny viden og forskning rent faktisk bliver taget i brug af de mennesker, der arbejder med området
– Et styrket fokus på praktikeres muligheder for at optage ny viden, bl.a. ved sammen med SFI at udtænke idéen om vidensmæglere i praksis
– Et vidensnetværk på børneområdet faciliteret af SFI
– Konkrete forslag til praksisnær forskning ud fra et bredt vidensbegreb, f.eks. i forbindelse med SATS-puljeaftalerne
– Et samarbejde med KL om det aftalte personalepolitiske projekt ’Styrket samspil mellem nyeste viden og socialrådgivernes kommunale praksis’ (jf. OK15-aftalen)
– Et tæt samspil med Professionshøjskolerne omkring identifikation af en styrket ”videnarkitektur” på det sociale område (med fokus på et bredt vidensbegreb, organisering, kultur og gensidighed)
– Medvirken til at opstarte Selskab for evidensbaseret praksis, som især vil sigte på at involvere fagprofessionelle på tværs af velfærdsprofessionerne i at opbygge og udvikle vidensbasering

På baggrund af ovenstående handler vidensdagsordenen om at udfolde en kompleksitet, men også at tydeliggøre en sammenhæng mellem elementerne, der udgør kompleksiteten.

I DS glæder vi os til 2017, som vi håber bliver året, hvor vi får strækket denne dagsorden endnu længere og konkret ind i nye og stærke samarbejder, der kan komme udsatte borgere til gode gennem fokus på viden, lærerige vidensmiljøer og udvikling af ny praksis. Vi håber, vi vil se de første nye strukturer, der kan udvikle en ny platform for mange fagprofessionelle ude i de mange faglige hjørner af praksis.